26.april: Den røde sofa

Mødregruppen på hyggeligt besøg igen:

Nu alle med 3 år og lidt til på bagen: Anja, Amanda, Alexander og Nanja.

Det årlige sommerhus-træf i Hald

15 mand høj + 2 maver kan vi efterhånden mønstre - logistikken var nu mere overskuelig da vi bare var os 4 piger ;-) - men vejret var heldigvis vidunderligt, børnene nød hinanden og vi havde en super-dejlig aprilforårsweekend!

På billedet mangler Sigurd - Anne og Mikkels yngste - men ellers er vi der alle:
Fra venstre: Per og Birgitte med Camille og lille mave. Os selv med stor mave. Sofie og Martin med Villads og Bertil, samt Anne og Mikkel med Emma og Asger.

Siska

Hjemme i Danmark igen - Nu uden sutter!!

Ja...! Man skal jo til at være storesøster (Mor har termin d.18.maj med lillebror og gik direkte fra ferie til barsel)... så man er vel blevet stor?! Derfor besluttede Nanja at NU skulle sutterne på suttetræet - mor og far var temmelig bekymrede, for de har været hendes kæreste eje og bedste trøster næsten siden hun blev født... men på den anden side siger tandlægerne jo at de skal ryge ved 3-års-alderen, og det var jo ikke sikkert at der kom en bedre lejlighed. Så midt i jet-lag og råkoldt martsvejr var vi ved suttetræet med hele samlingen og en masse tegninger til suttefeen. Samtidig besluttede hun at hun ikke ville bruge ble om natten heller - så vi tog en drøj uge uden sutter, natble og fornuftig døgnrytme... men så kom der ro på igen og selvom sutterne stadig savnes når verden går én imod, gik det hele forbavsende nemt. :-)

Siska

Western Australia

Den 14.marts drog også vi andre videre. Thea til RockHampton for at besøge Gemma, vi andre til Western Australia. I første omgang til Perth hvor store-Cisca hentede os i lufthavnen, og hvor vi havde et par dejlige varme dage med vores navnesøster-quasi-familie i meget varmt vejr, inden vi dernæst kørte sydpå til Cisca og Scotts fantastiske sommerhus-residens i Yallingup og tilbragte resten af vores dejlige og lange ferie med at synke indtryk, skrive dagbog og drage på småekspeditioner - eller bare sidde på den enorme terrasse og se på vilde kænguruer, papegøjer og latterfugle en masse. Endda en skovbrand blev det til (men det var nu ikke helt så sjovt). Nanja nød at få lidt ro på, sortere sine muslingeskaller, gynge vildt i hængekøjen og bygge sandslotte. Vi fik også skudt et par videoer:
En lizard efter skovbrand i Yallingup
Fåre-trimning i outbacken
Nanja i hængekøje hos Cisca og Scott
Sådan klipper man et får





Og så - d.21.3 måtte vi hjemad igen. Heldigvis var turen jo blevet klippet lidt op, så det var ikke helt så langt som udturen, og i Singapore havde vi kun et kort stop hvor vi genforenedes med Thea, men det var alligevel godt at komme ud af de ubekvemme flysæder og allermest dejligt at se sin dejlige mand/far, der stod i Kastrup og tog imod kl meget tidligt om morgenen.

Siska

Australien NSW

Lørdag den 7. marts
Næste etape af vores rejse udspillede sig i det østlige Australien – nærmere bestemt Sydney.
Her skulle vi bo hos Leonie og Julie, som er gamle venner af Siskas familie. De bor i et vidunderlig byhus, lå 5 minuters kørsel fra Sydneys centrum – og de modtog os med åbne arme, kolde øl og stærk thaimad! Uhmm!
Da vi om aftenen lagde os til at sove, var det rigtigt, rigtigt dejligt at vide, at man ikke skulle rive telpælene op igen næste dag – rart med en fast base.

Søndag den 8. marts
Ud at opleve verden skulle vi dog – og næste dag kørte vi godt to timer nord langs kysten til et splinternyt hus, som Leonie og Julie havde købt. Det lå super dejligt (lige op ad et naturreservat), og vejret var pragtfuldt – så Nanja kastede sig straks i poolen. Snart var huset fuldt af gæster, for vores værtspar havde inviteret ”et par venner” – som dog viste sig at være 10-12 stykker, der alle havde forskellige lækkerier med, som vi nød på terrassen foran huset.
Om aftenen gik vi igen tidligt i seng – stadig lidt mørbankede efter vores tour de New Zealand.















Mandag den 9. marts
Næste dag skulle vi se nærmere på Sydney – og vi tog en bus ind over harbour brigde og stod af ved operahuset. Selvom jeg naturligvis havde set bygningen ca 1000 gange før på film og tv, var der alligevel noget fabelagtigt over at oplevede dens sært kubisk-organiske former i virkeligheden! Jannik, Cecilie og Thea købte billetter til Tryllefløjten. Siska og jeg må have besøget tilgode til Nanja bliver lidt større!
Vi forsatte igennem den botaniske have (Leonie var vores guide) og ned igennem city, hvor vi fik set lidt på butikker inden turen endte med frokost på en sushi-restaurant. Nanja tog med Leonie og sine bedsteforældre hjem, mens Siska, Thea og jeg fortsatte ud på shoppetur (og fik bla alle tre købt sandaler – i tre forskellige butikker...!). Vi fortsatte ned til havnefronten, hvor vi fik en drink inden Thea stak af – og Siska og jeg os en rigtig kærestemiddag – på en dejlig restaurant, som lå på taget af et hus, så vi havde udsigt til både harbour bridge og operahuset. Efter middagen faldt vi i snak med et hollansk par, der boede i Kuala Lumpur. Han var læge og arbejdede for et medicinalfirma – og hun var lige som Siska gravid. Bagefter spadserede langs havnefronten igen forbi operahuset, der var oplyst med farvede lamper og satte os på en bænk langs vandet og snakkede – inden hoppede på en taxa og tog hjem til babysitterne! Meget hyggelig aften!

Tirsdag den 10. marts
Næste dag forsatte turistlivet.
Mens de andre tog i Sydneys flotte akvarie – hoppede jeg ombord på en turist bus og fik en 2 timer lang guidet tur af hele centrum. Meget fint og interessant – og også rart at få et rigtigt indtryk af byen.
Vi mødtes alle til Dim Sum på en super god kinesisk restaurant i Chinatown. Bagefter tog Nanja hjem med Cecilie og Leonie, og Siska, Jannik og jeg hoppede på en færge og sejlede til Sydney-forstaden Manley. Her var der Florida-stemning med store strande, lave bygninger og feriestemning. En hyggelig oase. Så gik turen videre hjem i en taxt, for Jannik skulle klæde om til operaen.
Så om aftenen – mens de andre var i operaen – hyggede vores micro-familie sig sammen med pizza fra den lokale joint. Det var nu også meget rart at bare være lidt alene i tresomheden.

Onsdag den 11. marts
Næste morgen kørte vi ind til Sydney Fish Market og gik rundt med store øjne mellem alle lækkerierne. Heldigvis fik vi også lov til at smage, og vi guffede en enorm frokost i os bestående af alt godt fra havet – lige fra østers, muslinger, rejr og masser af lakse-sashimi!
Bagefter fortsatte Thea, Siska og jeg sightseeingen og shoppeturen i den den syd-øslige del af Sydney – og tilsidst endte man med at bilde sig selv ind, at man havde fået et ganske godt billede af, hvordan byen var.
Om aftenen havde Cecilie og Jannik igen tilbudt at passe Nanja, så Siska og jeg blev inde i byen og spiste middag nede på en lækker havnerestaurant. Her havde vi en smuk udsigt over den botaniske have – hvorfra 1000-vis af flagermus pludselig lettede i samlet flok, da skumringen faldt på! Ret vild oplevelse faktisk! Rigtigt dejligt med noget kvalitetstid med min smukke kone!

Torsdag den 12. marts
Så forlod vi Sydney og kørte igen mod nord – denne gang til endnu et af Leonie og Julies huse – eller skulle jeg sige ejendom, for deres hus i Bundanoon var enormt – men en kæmpestor grund med tennisbane, pool og jeg-skal-komme-efter-dig! Der blev hoppet i poolen (til Nanjas store begejstring), og var havde i det hele taget en rigtig afslapper dag på landet. Tid til at se område havde vi dog – og vi så også en hel hjord af vilde kænguruer stå of græsse på en eng. Sejt!
Her også et par videoer fra Bundanoon:
Gåtur til Ecco-kløften ved Bundanoon
Kænguruer ved Bundanoon 1
Kænguruer ved Bundanoon 2
Kænguruer ved Bundanoon 3

Om aftenen kom der et par af Leonie og Julies venner på besøg, og vi fik en super, super lækker middag med masser af dejlig vin. Ud på natten kørte vi ud i mørket for at se wombats – en kortbenet og muskuløs gnaver, der kun lever i Australien, og så kommer frem om natten. Vi nåde da også at se en – selvom den hastigt benede væk fra forlygtens lys.


Fredag den 13. marts
Så var det blevet tid til, at jeg skulle forlade vores rejseselskab og vende snuden hjem mod Danmark. Vi spiste en dejlig morgenmad og pakkede vores tasker i ro og mag. På vejen tilbage mod Sydney stoppede vi i et par småbyer og drak kaffe og hyggede os – og nåede stadig tilbage til lufthavnen i det, som vi troede var super god tid. Det var det dog ikke, for min flyafgang var blevet aflyst, og pigen i skranken kunne ikke forstå, at jeg ikke havde fået at vide, at jeg skulle med en afgang 2,5 time tidligere...! Det blev til en hastig afgang – og så styrtede jeg ellers igennem lufthavnen for at nå flyet. Men jeg nåede det i fin stil og sad så alene i flyet og og tænkte tilbage på alle dagene, der var fløjet afsted – og alle de utrolig mange, mange oplevelser vi var blevet rigere.

/David

Mere New Zealand

Lørdag 28/02/09
Videre igen næste dag – denne gang mod Queenstown. Queenstown er notorisk for al sin ekstremsport! Her kunne man lave alt, der fik pulsen op – river-rafting, offroad motercykelræs, paragliding, speedbåde og bungy jump (det var faktisk i netop denne by det allerførste kommercielle bungy-jump sted i sin tid åbnede).
Turen til adrenalin-mekkaet var utrolig smuk. Vi kørte igennem nogle imponerende bjergkæder (dem, der var Tågebjergene i Lord of Rings-filmene) og stoppede vores bilhjem og spiste frokost netop som vi kommet over en af toppene – og havde en storslået udsigt ud over Queenstown.
Byen lå malerisk på en tange – med vand på begge sider af byen. Der var en slags feriebyssteming over stedet, der på trods af sine mange ekstremsportsaktiviteter alligevel havde noget behageligt dovent over sig. På et hotel, der lå på en klippeskråning lidt udenfor byen, lejede vi (ret billigt) et helt hus (!), der havde en fantastisk udsigt ud over bugten. Kollagen var udsigten fra vores soveværelse. WOW!

Vi blev hjemme i vores dejlige hus og Jannik tilberedte den lammesteg, som vi havde købt flere dage forinden, og så sad vi ellers og sippede vin og nød solnedgangen fra første parket – igennem vores enorme panoramavinduer!

Søndag 01/03/09
Vi havde planlagt at se Milford Sound – men hvordan vi skulle komme derud, havde vi ikke helt besluttet endnu. Fjorden lå godt nok i tæt på Queenstown i fugleflugt, men skulle man køre derud, krævede det at man tog noget af en omvej langt mod syd. Da vores uendelige lange ferie nu pludselig ikke virkede så uendelig mere, havde vi faktisk besluttet, at vi ville hoppe ombord på en lille flyvemaskine og flyve direkte fra Queenstown til Milford Sound – og tilbage igen samme dag. Sådan skulle det dog ikke være. Da vi vågnede næste morgen, var det til en nedslående besked fra Hotelejeren: Han havde snakket med biksen, der arrangerede flyveturen, og de havde besluttet ikke at flyve pga for mange skyer...
Hernede på jorden var det dog fint vejr: selvom der nok var skyer, skinnede solen stadig frem mellem skyerne. Vi var dog fast besluttede på at Fjorden skulle ses – så vi besluttede at køre den godt 300 km lange tur. Men selvom turen endte med at tage omkring 5 timer, var den helt ubeskrivelig smuk. Efter at have spist forkost i Te Anau forlod vi ikke bare civilisationen – vejret slog også om og blev mere vådt. Vi bevægede os ind igennem et ubeskriveligt landskab bestående af knejsende, grønne, fugtige bjergsider spækket med vandfald og tæt regnskov, og vejen snoede sig med hårnålesving igennem det frodige og enorme vilnis. Pludselig fløj der en stor rovfugl direkte ind i forruden på vores bil! Ret overraskende og lidt skræmmende. Den lå og baskede lidt på køleren, men da vi stoppede bilen lidt efter hoppede den ned og flaksede væk. Forhåbentlig var den ok!
Det regnede gennemsnitligt 7 meter om året i Milford Sound – og det kunne fornemmes: luften var tung af støvregn og vanddis, og der var en næsten mytisk og majestætisk stemning over områdets vildskab. Det var ikke underligt, at instruktøren Peter Jackson havde valgt netop disse bjerge og disse skove som settingen til sin King Kong-film. Her en lille video.
Da vi nåede frem til Milford sound op ad den sene eftermiddag var disen tyk – og der hvilede en tæt tåge hen over fjorden. Planen var, at vi ville sejle ud på fjorden næste morgen, og vi havde fået en plads på den lille campingplads, der lå et par hundrede meter fra fjorden. Ud over et meget lille hostel – der var forbeholdt hikere, der havde taget turen over bjergene fra Queenstown – var campingpladsen den eneste mulighed for at overnatte i Milford Sounds, så efter vi havde spist på en lille cafeterialignende restaurant (også den eneste i bugten), gik vi til køjs i vores lille behjulede hjem!

Mandag 02/03/09
Da vi næste morgen – efter en hurtig morgenmad i vores mobile casa – tog ned til bådhavnen i fjorden, var der alligevel stimlet en stor mængde turister sammen. Der var vel 4-5 både, der skulle sejle den dag – hver med en 25-30 personer ombord. Da vi først havde kastet anker forsvandt de dog, så man følte sig alligevel ret alene i den store fjord.
Vejret var blevet meget bedre – tågerne var lettet (til at begynde med dog kun op til toppen af bjergkæden) og solen tittede ind i mellem frem bag skyerne. Og hvor var her smukt! Rudyard Kipling kaldte Milford Sound for verdens 8. vidunder, og som båden stille gled igennem det rolige vand, kunne man sagtens forstå hvorfor. Havde der været dusinvis af vandfald ned ad klippesiderne ved Frans Josef, var der her i bogstavligste forstand hundrede og atter hundrede af vandfald! Store, tynde, små , massive. Nogle var så høje, at vandet fordampede på vejen ned, så faldet pludslig forsvandt halvejs nede i et virvar af regnbuens farver. Vi sejlede helt tæt på et par af vandfaldene – og vandet blev opsamlet, så man kunne smage det. Det var iskoldt og havde en sødlig, men behagelig bismag. For at illustrere vandmassernes enorme kraft, sejlede kaptajnen skibet helt hen under et (ret lille) vandfald. Alle, der var modige nok, havde fået udleveret store regnfrakker og blev opfordret til at stille sig ud på dækket. Thea og jeg startede derude – men da vandmasserne for alvor begyndte at vælte ned, tog tog tilflugt indenfor. Thea blev dog stående, mens det brølede ned over hende!
I vandet fik vi et kort glimt af pingviner, der dog hurtigt svømmede væk, og på klipperne langs vandet gik mågerne dovent rundt mellem de solbadende søløver. Efter en times tid nåede båden helt ud til enden af fjorden, og vi skuede ud over det næsten uendelige hav, der først igen støtte på en kyst i Syd-Amerika – og da båden igen vendte om, blev jeg igen ramt af den uforklarelige ”glemte-land” stemning, som også havde ramt mig i gårdagens regntåger. Selvom solens stråler igennem skyerne nu vandrede hen over bjergsiderne og tågen efterhånden havde fortaget sig, følte man sig igen utrolig lille i den enorme uregerlige natur...
Her et par videoer fra turen:
Milford Sound 1
Milford Sound 2
Milford Sound 3
Milford Sound 4
Milford Sound 5

Da vi igen var kommet på land spiste vi en hurtig frokost og kørte de to timer tilbage til Te Anau. Det var en ret besynderlig oplevelse af tage turen tilbage. De scenerier, som havde gjort et så stort indtryk på mig dagen inden, virkede nu på en eller anden måde ikke helt så imponerende. Milford Sounds overjordiske skønhed fik simpelthen disse vidunderlige steder til at blegne! 
I Te Anau hoppede vi igen ombord på en båd og sejlede 45 minuter væk fra byen. Her lå indgangen til en 12000 år gammel hule, der strækte sig 6,7 km ind i bjergsiden. Gangene var blevet udhulet af vandmasser, der over tusinder af år havde gnavet sig igennem den hårde granit. I et lille hold på 10-12 personer blev vi nu ført igennem den første del af hulen. Turen gik forbi brølende vandfald og tyste underjordiske søer, indtil vi blev ført ombord i en lille båd. Mens lyset og lyden af vandmasserne bag os fortog sig, dukkede der et lyshav op over os. Tusindvis af små glimtende prikker – som stjerne på en en nattehimmel – hang overalt på klippehulens loft. Det var ”glow worms” – og målet for vores tur. Ormene lyste med deres bagender for at lokke vildfarende insekter ind i deres klistrede spindelvæv – men de slukkede deres lys, hvis de hørte ”mystiske” lyde, så hulen var ikke bare kulsort – den var også død stille.
Nanja sad hos mig i båden – og hun sad musestille (selvom jeg kunne mærke hendes hånd klemte lidt hårdere om min, da den sidste lystråle forsvandt). Og så et sted i mørket vendte vores guide båden og stangede os tilbage mod breden. Vandets brølen der et sted foran os tog igen til – samtidig med at, der blev længere mellem lysene over os. Pludselig vendte verden udfra tilbage og vi vandrede igen ud igennem tunnelgangene.
Tilbage i Te Anau fandt vi en hyggelig familie-unit, og efter et godt måltid besvimede vi i vores nyredte senge. Sikke mange oplevelser!


Tirsdag 03/03/09
Næste dag tog vi turen tilbage mod øst-kysten – nærmere bestemt Dunedin. Vi tog et langt træk og nåede hele vejen igennem byen og videre ud på den nærtliggende Otago-halvø, der kendt for sit rige dyreliv. Landskabet var meget anderledes her, hvor skove flere steder var blevet ryddet af de tidlige emigranter, for at give plads til marker. Det var en meget smuk tur ud ad Otago-halvøen, hvor vi havde en fabelagtig udsigt ud over vandet og kysten videre mod nord. Helt ude på den østlige spids af halvøen lå det egentlige mål for dagens tur: en albatroskoloni.
Kolonien var idag beskyttet – og de store fugle ynglede og levede på den ikke tilgængelige bjergside ud mod vandet. Heldigvis kunne man komme med op i et udkigstårn, der lå toppen af bjergsiden og kigge ud på de fascinerende fugle. Disse kæmper har et vingespan på over 3 meter, kan flyve over 200 km på ét døgn og er kendt for at blive til havs (dvs ikke sætte en fod på land) i op til 6 år! Fuglene kunne faktisk ligne enorme måger – havde det ikke været for for deres unaturlig lange vinger. Fuglene havde ligesom et ekstra led (eller faktisk udnyttede de bare dette led, som alle fugle har, men som andre altså ikke bruger som andet end en lille finger). Det betød at det næsten lignede en lille rejse-paraply, der blev klappet sammen, når fuglene skulle ”pakke” deres vinger sammen. Et par videoer blev der også taget:
Albatros 1
Albatros 2
Albatros 3

Klokken var blevet mange pga den lange køretur, så vi vente snuden mod vores lille B&B, som heldigvis lå lige ved siden af en hyggelig lille restaurant (hvor tjeneren straks satte en kasse med legetøj frem til Nanja).


Onsdag 04/03/09
Næste dag stod den på flere pingvinbesøg på Otago-halvøen. Første stop var et reservat for de meget sjældne gul-øjede pengviner. Langt de fleste pingviner er flokdyr. Det har der været mange gode grunde til: for det første er det lettere at holde varmen, når man kan rykke tæt sammen med nogle andre smokingklædte venner. For det andet er det lettere at forvirre diverse rovdyr, når man kan pile i 27 forskellige retninger. Men de guløjede pingviner er ikke flokdyr. På New Zealand har dyrene nemlig aldrig haft problemer med at holde varmen (tvært i mod bliver det tit alt for varmt for pingvinerne), og før den hvide mand satte sin fod på øerne, var der kun én eneste pattedyrsart i landet og det var en flagermus. Derfor var der heller ingen rovdyr, der jagede pingvinerne på landjorden. Så de guløjede pingviner holder sig for sig selv. Faktisk er de yderst territoriale – og nægter fx at parre sig, hvis der er andre, der ser på! Derfor skulle vi også holde os lidt i baggrunden. Det kunne man dog lket, for der var udgravet en sand labyrint af skyttegrave, der var overdækket med hønsenet og camoflagestof. Herfra – og fra nogle udvalgt udkigsposter – kunne man så observere de fascinerende dyr, der havde haft det hårdt efter den hvide mand var kommet til øen og havde fældet skoven og plantet marker. Dermed forsvandt pingvinernes læskjul – hvilket betød at færre ville parre sig (midt ude på en mark – det tror da pokker!) og de der parrede sig mistede mange unger, der simpelthen dehydrerede uden skygge for den skarpe sol. Nu så det imidlertid bedre ud – selvom koloniens ’venner’ stadig kæmpede en hård og ike altid succesfuld kamp for at få fuglene til at yngle her.

På vejen videre tilbage mod fastlandet kørte vi forbi strande, hvor søløverne slangede sig i solen. Det var tydeligt, at dyrelivet her på Otaga-halvøen virkelig var imponerende!

Men så gik turen ellers videre nordpå med et enkelt stop ved nogle mærkværdige, kulerunde Moeraki Boulders. Det var ret utrolig, at stenene var SÅ runde, og de havde ikke overraskende spillet en væsenlig rolle i de lokal Maori-stammers religion. Man ved, så vidt vi kunne finde ud af, stadig ikke præcis, hvorfor stenene ser ud som de gør.

Efter frokost ankom vi til byen Oamaru, hvor vi ville overnatte. Her lejede vi et helt lille hus (der lå på en enorm stejl bakke), og Nanja og jeg sprang ind og fik os en middagslur!
Om aftenen startede vi sportsvognen op og kørte den til havnen. Her ventede dagens anden pingvin-viewing: denne gang små, blå pingviner. Med en højde på kun 20-30 cm og en udpræget trang til at holde sammen i store grupper, var de blå pingviner meget anderledes end deres større, guløjede artsfæller. Nede ved stranden havde man sat store røde projektører op, der lyste ned over strandkanten. Pingvinerne havde nemlig en fantasisk evne til at skelne mellem blå nuancer (praktisk når man skulle fange fisk under vandet), men de kunne slet ikke se, den røde farve. For dem var det derfor bælgmørk – mens vi tilskuere sagtens kunne se dem. Og så kom de – i takt med at mørket fald på, stimlede de sammen ét skridt oppe på de store sten, der lå i vejkanten. Her ventede de. Ventede på, at en af dem var modig nok til at løbe de 10-15 meter der var fra vandkanten, over stenene, hen over en lille sti – og op i sikkerhed i pingvinhulerne. Komisk at se de små væsner stå og vente. Og da en af dem endelig gik – fulgte alle med i hans vandring, og først da de var sikre på, at han var kommet sikkert hjem, pillede alle afsted mod deres reder! Nanja synes de var søde, men var lidt træt af, at man skulle sidde stille...
På vejen hjem greb vi sandwiches fra Subway – og spiste derhjemme. Endnu en lang dag!


Torsdag 05/03/09
Næste dag skulle vi videre mod nord. Vi kørte mod Kaikoura, nord for Christchurch – den uofficielle whale watching-hovedstad i New Zealand. Vi håbede og krysede fingre for, at vejret ville være bedre, end det var, da vi sidst var her i området. Dengang var vandet for vildt til, at man kunne sejle ud.
Det var en god køretur, der tog det meste af dagen, men vi hyggede os og holdt nogle gode stop undervejs, så turen virkede ikke slem.
Da vi nåede frem til Kaikoura, virkede byen ret øde. Der var en del ”no vacancy” skilte, men man fornemmede, at det mere var fordi, B&B’erne var lukkede, end fordi de var fyldte. Vi fandt dog en dejlig lejlighed i første række (byen bestod hovedsageligt af én lang vej – så de meste var faktisk første række), som var spritny og rigtig lækker. Nanja hoppede på hoved i det store badekar (og var begejstret om end lidt skræmt over at det kunne lave bobler), og om aftenen spaserede vi ned på en restaurant for at smage en af områdets helt store specialiteter: cray fish – meget lækkert!


Fredag 06/03/09
Vejret var dejligt næste morgen – men på vej ned mod havnen, fornemmede vi godt, at det blæste noget. Og da vi kom helt derned, blev vores frygt bekræftet: der var høj sø – og de ville slet ikke have børn under 5 år med på båden. En højgravid som Siska var de heller ikke glade for – og det skulle først cleares med kaptajnen. Nu er det jo heller ikke nogen hemmelighed, at jeg selv ikke er særlig søstærk, så umiddelbart lød det da heller ikke helt festligt, at skulle ud og gynge i the perfect storm... :-p
Lidt slukørede gik vi væk – men vi besluttede hurtigt, at vi i stedet for bådturen ville tage den lidt dyrere og noget kortere helikoptertur! Først fløj Jannik, Cecilie og Thea – mens Siska, Nanja og jeg slumbrede solen i os på stranden (det var dejlig vejr herinde på kysten). Endelig blev det vores tur. Nanja sad igen på skødet af mig, da vi skød ud over vandet. Farvandet Kaikoura er specielt, ved at en meget dyr revle går helt ind tæt på kysten, og kombinationen af det lave og dybe vand, gør forholdene ideele for kaskelothvalers jagt efter føde. Vi så dog ikke meget til at begynde med... turen ville vare 30 minutter og efter 20 minutter, havde vi kun set den båd vi skulle have været med på blive kastet op og ned ad bølgerne neden under os. Nanja pillede lidt ved døren ved siden af os, og pludselig lykkedes det hende at åbne den nederste del af døren så underdelen klappede op – og hun blev ked af det, da jeg skælde hende ud (eller faktisk så jeg bare surt på hende, for man kunne overhovedet ikke tale pga rotorens larm), men idéen om at åbne døren i 30 meters højde – midt ude på vandet – tiltalte mig ikke fantastisk...
Til sidst var vi ved at gove op. Jeg havde affundet mig med tanken om, at vi ikke ville se nogen hvaler i dag – og glædede mig ved, at helikopterturen havde være sjov... og så kom de pludselig tilsyne fra dybet! Først én grå kæmpe, der dukkede op – fulgt af to delfiner. Et enormt vandsprøjt mod himlen! Så endnu en og en til – ogpludselig væltede de op, som om de havde taget en fælles beslutning om, at nu var det tid til en slurk luft! Det var meget, meget imponerende og en utrolig oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Stort øjeblik! Jeg fangede et par hvaler på video - det hele var dog ret meget mere fantastisk 'live':
Hvaler 1
Hvaler 2
Hvaler 3

(Da vi kom ind fik vi at vide, at båden var vendt tilbage før tid pga voldsom søsyge – og så var vi kun endnu mere tilfredse med vores helikoptertur!)

Sådan en dejlig oplevelse måtte rundes af med noget godt... så vi nåede liiige at smage på stedets berømte Crayfish én gang til: Fra en populær roadside restaurant tog vi lækre sager med hjem til vores dejlige lejlighed... uhm...

Og det var sidste nat på New Zealand. De 14 dage var forsvundet alt for hurtigt – og dog. Det virkede som meget, meget længe siden, at vi chartrede vores motorhome og begav os ud på eventyr – og der ville gå mange, mange dage endnu inden alle indtrykkende og oplevelserne var blevet bearbejdet færdigt. Sikke en vidunderlig først del !
Næste dag skulle vores rejse fortsætte til Australien!

Opstigning til Paradis

Næste morgen var miraklet indtruffet. Det var helt klart, og der var stort set ikke en sky på himlen.
Vi spiste spændt morgenmad og gik den korte vej til helikoptertour-firmaets lokaler. På vejen kunne vi nu tydelig se den imponerende sne- og isdækkede bjergtop og -side. Det så på en eller anden måde vidunderligt forkert ud, at den grønne, grønne skov gik direkte op til den hvide, hvide sne! :-)
At flyve folk op på gletcheren var big business her i byen. Hele 14 helikoptere fløj (når vejret ellers tillod det) dagligt valfartende turister op og ned - og nu var det vores tur!
Nanja fik høreværn på allerede inden vi kom hen til helikopteren - og vi fik alle en kort sikkerhedsintroduktion. Så var det ellers afsted. Nanja sad på skødet af mig og var vist lidt betuttet, da de lille blikting, som familien fyldte helt ud, med et ryk lettede og hurtigt begyndte at stige op, op! Bag os, nede under os blev den kendte verden mindre og mindre, mens bjergets kollosale tilstædeværelse blev stadig mere virkelig foran os. Og der begyndte så den enorme gletcher! På hver side af helikopteren var stejleklippe sider med dusinvis af vandfald, og under os lå det mægtige is-inferno, som en enorm flod, der i et pludseligt øjeblik var stivnet i sin frådende brølen og blevet til is. Den havde et næsten overnaturligt blåt skær, som skyldtes at isen var presset så tæt sammen, at den ikke længere tillod alle farver at slippe igennem.

Endnu højere fløj vi og isen blev dækket af tyk, urørt sne - og på toppen landende helikopteren på et hvidt, hvidt, utroligt smukt snetæppe, der ganske let skrånede ned mod det, der et sted under os blev til det blå isvirvar.
Selvom vi befandt os midt i en snelandskab, var det ikke spor koldt - solen skinnede på en nær skyfri himmel, og det hele var ret surrealistisk smukt.
Og så kravlede vi alle 6 ind i den flyvende blikkasse og fløj tilbage igen - ud igennem den klippekoridor, der havde ført os til den hemmelige, magiske verden, og som nu førte os tilbage til den søvnige ferieby - tilbage til en verden vi kendte.
Det var en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

Vi var tilbage ved vores hytte kun en time efter vi havde forladt den - selvom det virkede som meget, meget længere. Her er et par videoer, der viser billeder fra byen, opstigningen og så selve gletcheren:
Franz Joseph 1
Franz Joseph 2
Franz Joseph 3
Franz Joseph 4
Franz Joseph 5

Taskerne blev pakket og vi var på vejene igen. Til at begynde med, dog kun en kort tur. I området var der endnu en (lidt mindre) glechter - Fox' glecier - og midt mellem de to iskolosser lå Matesohn (?) lake. Her stoppede vi og vandrede ca en kvart omgang rundt om den til at fint udsigtspunkt, hvor det var en fint kig til de omkringliggende bjerge - bla Mount Cook, New Zealands højeste. Jeg skød en lille video fra udsigtspunktet.

Nanja sad i bærerygsækken og nød turen i fulde drag. Det var også blevet super godt vejr - som en dejlig sommerdag, så heller ikke for varmt at vandre i. Det skulle udnyttes, som vi kørte den korte vej videre til Fox' Glacier, som man kunne vandre op mod. Helt op til den, kunne man dog ikke komme, men det var super flot at opleve "klippekorridoren" nede fra jorden.
Og her en video fra turen.

Bagefter fandt vi en øde, billedskøn plet ikke langt fra, hvor vandringsruten startede, hvor vi spiste frokost - og så gik turen videre (Nanja faldt ikke overraskende om, så snart bilen satte i bevægelse - sikke mange oplevelser på kun 1/2 dag!

Vi kørte videre til den lille by Haast, hvor vi lejede en lille hytte med køkken, to soveværelser med 5 senge i alt. Vi tog en hynde ind fra bilen, som Nanja kunne sove på.
Aftensmaden kom fra en lokal fish'n'chips-vogn, og vi spiste den i aftensolen på græsplænen foran vores hytte - inden vi blev jaget indenfor af insekterne. :-)

Knus
David

Pandekagesten

Efter en roligere nat var vi igen på farten. Meget tæt på, hvor vi boede, lå der en størreklippe formation, der var blevet døbt "The Pancake Rocks".
Det var blevet lavet en fin walkway ud til klipperne, hvor man gik omkranset af tæt buskads - og chikaderne brølede omkring en.
Klipperne havde fået deres navn efter de mange forskellige lag de bestod af - de lignede uendelige stakke af pandekager, der lå oven på hinanden. Vejret, der havde været bragende godt dagen før, var stadig ok - selvom der ind imellem var nogle faretruende mørke skyer.

Vi var kommet ind i en god rutine med at køre et par timer om morgenen, mens Nanja var frisk og i godt humør. Når hun begyndte at brokke sig stoppede vi autocamperen på et smukt, øde sted (dem er der masser af i NZ) og spiste forkost. Her kunne Nanja løbe sig et par turer, finde muslingeskaller eller kaste sten i havet eller i vandløb. Så passede det med, at hun fik sin dyne og sut, når vi kørte videre og sov, mens vi kørte endnu 2 timers tid. På den måde kunne vi køre ca 4 timer uden (alt for meget) brok fra den lille.
I dag blev hun endda ekstra forkælet, da hun opdagede en McDonalds vi kørte forbi - og hun fik overtalt hele familien til at droppe den planlagte frokost og istedet bytte bjergkæderne og vandløbene ud med McDonalds legeland... Ak, ja... :-)

Dagens endestation var Franz Joseph gletcheren - eller rettere byen for foden af det bjerg, hvor gletcheren ligger. Ved foden af bjerget var der masser af frodig, grøn regnskov, men ikke deroppe på bjerget et sted lå en af verdens største gletchere. Hernede kunne det dog være lidt svært at se.
I løbet af dagen var det nemlig begyndt at regne og der var kommet godt med tåge og dis - så vi kunne slet ikke se toppen af bjergkæderne...
Vi håbede på at vejret ville klare meget op i løbet af natten - så vi kunne tage en helikoptertur op til gletcheren, men som vejret var nu, ville det vist kræve et mindre mirakel. Alle eftermiddagens flyvninger var blevet aflyst.

Vi lejede en hytte med to soveværelser, som hhv. Thea og vi tog - mens Jannik og Cecilie sov i autocamperet (som holdt parkeret lige foran hytten).
Nu var der ikke andet at gøre, end at krydse fingre og håbe på bedre vejr.

David

Videre over Alperne

Efter en noget udmattende nat (der først blev god, da jeg vendte mig og sov med hovedet modsat min søde kone og datter), stod solen atter op over vort lille rejseselskab.
I dag skulle vi krydse bjergene, der løber hele vejen ned igennem sydøen. På den anden side af bjergene åbnede sig den mest vidunderlige strandstrækning! På den ene side var utrolig smukke bjergskråninger afbrudt af eventyrlige, frodige kløfter, der lang, lang inde fortog sig i disen. På den anden side var brede strande fyldt med dekorative klipper og enorme stenformationer. Det lignede fuldstændig stranden fra The Piano, og da den jo netop foregik på NZ, er jeg ret sikker på, at det var på netop denne kyststrækning, at den blev filmet. :-) Vi fandt en campingplads midt i al herligheden - omkranset af de mest fantastisk dekorative bjergsider.


En lille slange var der dog i paradiset, for der var ret mange "sandflys" - en ubehagelig lille satan, der bider og giver stik ligesom en myg.
Vi spiste på den lokale tavern, og krøb til køjs - denne gang med noget bedre plads, da vi havde købt et par ekstra køjer i en (noget primitiv) lille hytte på campingpladsen, hvor Jannike og Cecilie sov. Så nu fik jeg en dobbeltseng for mig selv, men Siska sov i den anden med Nanja. :-)

knus fra David

Køligt vejr og varme kilder

Næste dag skulle vi hente den autocamper, der skulle være vores hjem de næste 12 dage. Den var big, bad og var rigtigt smart indrettet så et bord kunne klappes ind her og en seng slås ud der - og den virkede i det hele taget rigtig lækker. Vi proviaterede i det lokale supermarked - og satte kursen mod nord. Planen var at vi fra byen Kaikoura skulle ud med en lille båd for spotte hvaler, men da Jannik ringede derop om morgenen, havde de aflyst turen pga dårlig vejr. Istedet kørte vi til Hamner Springs, hvor der var naturlige termiske kilder. Turen derop gik fint - selvom Siska og Thea blev lidt køresyge. Vi holdt et hvil på vejen og lavede nogle lækre sandwiches, som vi spiste frokost.
I Hamner Springs havde vi besluttet, at vi ville prøve at sove allesammen sammen i autocamperen (vi havde på forhånd snakket om, at vi nok ville skiftes lidt mellem dette - og så at sove på hotel eller i hytter), så vi kørte ind på en campingplads 5 min gang fra de termiske kilder. New Zealand er overordenlig gearet til autocampere - for det er en utrolig udbredt måde for turister at komme rundt på sydøen, så der er 100-vis af campingpladser spredt over vejnettet.
Vi blev dog ikke hængende længe, men skyndte os at finde badetøj og håndklæder frem og smutte ned til kilden.

Det her var lige noget for Nanja! Der var bygget flere pools omkring kilden, som alle var varme (35-40 grader), som man så kunne hoppe lidt frem og tilbage i. Vejret var ikke godt - det var køligt og småregnede - men så meget rarere var det at kunne smuttede ned i de varme bade, mens den kølige regne dryppede ned ovenfra. :-) Da vi var godt rynkede og opløste 1 1/2 timr senere krøb vi op igen (under store protester fra Nanja) og fandt en restaurant, hvor vi spiste. Nanja gik igen pludselig ud som et lys, og jeg måtte bære hende hjem til campingpladsen.
Vi andre spillede quiz, drak whiskey og hyggede os inden vi hoppede til køjs ved 23-tiden.

David

Bananrepublik...

Efter en meget lang tur ankom vi endelig i Christchurch - den største by på New Zealands sydø. Ankomsten blev lidt skrammet af, at vi blev nappet i tolden - og blev pålangt på stedet at betale 600 kr i bøde. Vores forbrydelse bestod i at forsøge at smule 2 bananer ind landet... Det var naturligvis ikke med vilje - de lå nedest i vores taske, og vi havde glemt alt om dem, men det var vores bebøjlede tolder ligeglad med, og så måtte kreditkortet frem...
Men sådan var det altså. Vi fandt en taxa og kørte til vores hotel, hvor vi smed kufferterne, tog et hurtigt bad - og spadserede igennem parken ved siden af hotellet og videre ind i Christchurch centrum.
Byen er ca på størelse med Århus - men var tydeligvis med nyere. Mange af husene lignede noget fra en britisk forstad (hvilket jo på et eller andet plan er meget forståeligt), men byen var alligevel på sin egen måde lillebys-hyggelig. Vi spiste frokost på en lille tapasrestaurant, og gik lidt rundt i bymidten. Lige pludselig gik Nanjas motor på standby. Det ene øjeblik sad hun og pludrede på min skuldre og det næste hang hun bevidstløs deroppe - i en komalignende søvn. Jetlaget havde indhentet hende. Vi snuppede en taxa tilbage til hotellet og sov en kort lur - og spiste en dejlig middag på hotellets restaurant. Nanja var kommet på benene igen - men var ikke helt på toppen. Vi andre var dog også ret smadrede - så vi smuttede alle op i seng bagefter. Første rigtige søvn i 51 timer... :-)

David

Pitstop: Singapore! (22.feb 09)

Turen går til New Zealand og Australien - men første stop på turen er Singapore.
Vi fløj med Singapore Air og det var en rigtig fin tur. Nanja opførte sig eksemplarisk, selv om hun klagede lidt over en rød, øm ende (som viste sig at være helt hudløs - lille pus). Hun var bare så sød og let - generelt kvidrende og glad og da hun blev træt krøb hun bare op til Siska eller mig og sad og hyggede lidt. Tilgengæld sov hun kun ca 1 1/2 time - så det kan være det kan være hun bliver forvandlet til en frådende mini-hulk på den sidste del af turen... :-) Vi skal være i Singapore i godt 12 timer - så planen er, at vi skal ud og se byen. Siska havde dog ret ondt i ryggen da vi landede, og det - sammenholdt med, at Nanjas pæne manerer nok ville gå død på et tidspunkt - gjorde, at vi besluttede at hvile os lidt i lufthavnen. Jannik og Cecilies smarte kort skaffede os adgang til en lounge, hvor vi kunne få mad - og Siska og Cecilie lejede senge i 3 timer (sengene er i et stort lokale, så børn havde ingen adgang). Jeg puttede Nanja i loungen og blundede selv et par timer i lænestolene. Nu er jeg dog vågen og sidder med en kop kaffe og venter på at Jannik og Thea, der ligge-sidder her ved siden af mig, skal vågne - og Siska og Cecilie skal komme tilbage, så vi kan komme lidt ud og kigge nærmere på byen! :-)
Da alle havde samlet sig sammen og nettet sig færdige, kunne vi endelig tage ind til centrum.
Det meste af vores baggage var tjekket ind hele vejen til Christchurch, og det af vores håndbaggage, som vi ikke havde brug for blev anbragt hos en baggagemand i lufthavnen, så vi ubesværet kunne sightsee'e! :-) Vi fandt en taxa, som kørte os ind til centrum (ca 15 min) og ned til kanalen, der løber igennem by-centrum. Her skulle vi tage kanal-rundfarten og se hvordan byen tog sig ud fra vandet. Vejrudsigen havde lovet regn, men indtil videre holdt det tør - til gengæld var det utroligt fugtigt, så de 28 graders-penge virkede meget varmere!
Fra kanalen fik man sig et fint kig på hele byens skyline - og på de mange restaurationer, der lå ned til vandet.
Efter turen slog vi os ned på netop en sådan restaurant, hvor vi fik dejlig - og meget stærkt - mad!
Singapore var en sjov størrelse. En slags mini Dubai spækket med prestige byggerier, fancy barer, golfbaner, forlystelsesparker. Måske fordi byen netop lever af at tiltrække arbejdskraft udefra - dygtige businessfolk, der kun bliver nogle få år - er alting gearet på at tilfredsstille umiddelbare, overfladiske behov: work hard - play hard. Men selvom stortset hele Singapores imponernede skyline er opført over de sidste 30-40 år, så har byen alligevel noget, som Dubai slet ikke har: en historie. Det gamle, smukke Raffles Hotel - som turen gik mod efter frokosten - var en centrum for den velhavende elite for godt 100 år siden. Kipling beskrev, hvordan man - hvis man satte sig i The Raffles Hotel Long Bar - før eller siden ville møde "hele verden" (underforstået alle, der var noget). Havnen i Singapore var da også et sikkert stop på vej til eller fra østen - så byen så dengang (som nu) en enorm traffik. Datidens "aristokrati" bestående først og fremmest af velhavende britter smagte dengang for første gang en "Singapore Sling" opfundet netop på the Long bar, som Kipling omtalte - og de tog opskriften med sig hjem til Europa og gjorde den verdensberømt. Og vores lille rejseselskab, skulle naturligvis også smage se søde, røde dråber, nu vi var her! Hvis det var godt nok til Kipling, Conan Doyle - og senere Churchill, var det også godt nok til os! ;-) The Raffles Hotel osede af gammel kolinitids stemning og selvom de mange fine vifter i the Long Bars lofter ikke længere var drevet ved kuliers håndkraf, fulgte man stadig den gamle tradition med at spise masser af jordnødder og smide skallerne på jorden (hvor store, knasende bunker lå overalt). Nanja var meget facineret over ideen om, at man bare skulle smide skallerne på gulvet. Først troede hun, vi prøvede at snyde hende - og hun blev ved med at se frem og tilbage mellem skallerne i hendes hånd, gulvet og hendes voksne, der opfordrede hende til bare at kaste dem! Senere blev det mere naturligt for hende og snart dansede hun rundt i de knasede bunker mens hun sang om bagermester harepus! :-) Selvom det nok var byens dyreste Singapore Sling, var det alligevel super sjovt at sidde i kolini-osen, hvor (andre) store tænkere havde siddet før os, mens man knasede jordnødder og slubrede long drinks. :-) Så vendte vi snuderne modlufthavnen, hvor vi snuppede et hurtigt bad og begyndte næste etape på vores rejse: de sidste 11 timers flyvetur til Christchurch, New Zealand.

David :-)

Nanja 3 år

Så blev Nanja 3 år. Tænk engang som tiden dog flyver og hun bliver stor (ca 90 cm og 14 kg - hvilket faktisk ikke er så stort, men det er temperementet tilgengæld); sproget tager kvantespring nærmest dagligt og dag-bleen røg uproblematisk i julen.

Video; Kl. 17:17 den 22. januar 2009
Nanja pjatter med sit billedlotteri (lidt mørk)

Video; Kl. 10:43 den 8. februar 2009
Nanja vasker hænder...
Nanja vasker mere hænder...


Selve den stooore-store dag - første gang hun rigtigt har fattet hvad det egt gik ud på ;-) - blev markeret med hendes første børnefødselsdag med besøg fra Sol-og-Stjerne-stuen om formiddagen (jeg havde taget fri og Helle var oppe og hjælpe til).
Elias, Isabel, Alvilde, Louis og Leonora (+ Lisa og Maiken) var med og det var en stor success! Og nej - hvor var vi trætte bagefter og sikke en masse oprydning.
Heldigvis nåede vi lige en dejlig lur inden endnu en dejlig familiefødsesldag om eftermiddagen.

Et par videoer fra dagen:
Kl. 7:28 den 9. februar 2009
Nanja er lige blevet vækket med sang på hendes fødselsdag og kommer nu ud i køkkenet (lidt mørk)

Kl. 10:30 den 9. februar 2009
Nanja har Humlebien på besøg og der bliver sunget fødselsdagssang og råbt hurra!

Kl. 17:07 den 9. februar 2009
Nanja har familien på besøg - og puster lagkagelysene ud (meget mørk)

Siska

Julen 2008

Kl. 17:37 den 24. december 2008
Juleaften - et sted i den mørke video bliver der set juleshow...

Kl. 20:18 den 24. december 2008
Juleaften - Alan vinder mandelgaven

Kl. 20:27 den 24. december 2008
Juletræet afsløres (desværre mørk)

Kl. 21:23 den 24. december 2008
Meget mørk video, hvor Nanja snakker om en gave

Kl. 22:09 den 24. december 2008
Mørk video - Nanja ser på endnu en gave

19. august 2008: Den røde sofa

Mødregruppen på besøg: Fra højre: Anja, Amanda, Alexander, Nanja og Jonas - str 2½

Frahmerne i Skotland 24.juli-3.august 2008

Lommelærkerne og paraplyerne var fundet frem og hele familien blev pakket – nu skulle vi til Skotland.
Vi havde en dejlig dag – og en enkel overnatning i Edinburgh, inden vi lejede biler og kørte vejen til Elgin. Nogle turist-pitstop undervejs var der dog tid til!
I Elgin blev vi indloget på en vidunderlig B&B, der lå i en enorm, charmernede bygning, og her blev vi i flere dage – med daglige udflugter til de omkringliggende byer og whiskey-destilerier.
Herefter blev bilen pakket igen og vi kørte forbi bl.a. Loch Ness mod Glasgow. Heldigvis vidste vejret ikke, at det egentlig burde regne, så vi havde strålende sol – hvilket kun gjorde de frodige, grønne bjergsider endnu smukkere.
Sasja viste os rundt i sin gamle studieby, og vi besøgte både universitetet og byens mange pubs!
Endelig to vi til Barra – som var hovedatraktionen for min far. Her på denne forblæste, sydligste ø i Hebriderne havde optagelserne til filmatiseringen af hans gamle yndlingsbog ”Whiskey Galore” taget sted! Det lille rutefly, som vi tog i Glasgow, landede midt på stranden (i en lufthavn jeg efterfølgende fandt på en liste over de 10 mest farlige lufthavne i verden), og vi indlogerede os på et charmerende hotel (som man kunne finde på en anden, noget mere charmerende liste – nemlig på verdens 10 bedste strandhoteller).
Vejret var dog ikke helt så fantastisk herude (hvilket dog ikke forhindrede visse medlemmer af rejseselskabet i af kaste sig i bølgen blå), men naturen var fabelagtig med store vidder, krystalblåt vand og kridhvide strande.
Sikke en helt, helt vidunderlig tur!

David