Opstigning til Paradis

Næste morgen var miraklet indtruffet. Det var helt klart, og der var stort set ikke en sky på himlen.
Vi spiste spændt morgenmad og gik den korte vej til helikoptertour-firmaets lokaler. På vejen kunne vi nu tydelig se den imponerende sne- og isdækkede bjergtop og -side. Det så på en eller anden måde vidunderligt forkert ud, at den grønne, grønne skov gik direkte op til den hvide, hvide sne! :-)
At flyve folk op på gletcheren var big business her i byen. Hele 14 helikoptere fløj (når vejret ellers tillod det) dagligt valfartende turister op og ned - og nu var det vores tur!
Nanja fik høreværn på allerede inden vi kom hen til helikopteren - og vi fik alle en kort sikkerhedsintroduktion. Så var det ellers afsted. Nanja sad på skødet af mig og var vist lidt betuttet, da de lille blikting, som familien fyldte helt ud, med et ryk lettede og hurtigt begyndte at stige op, op! Bag os, nede under os blev den kendte verden mindre og mindre, mens bjergets kollosale tilstædeværelse blev stadig mere virkelig foran os. Og der begyndte så den enorme gletcher! På hver side af helikopteren var stejleklippe sider med dusinvis af vandfald, og under os lå det mægtige is-inferno, som en enorm flod, der i et pludseligt øjeblik var stivnet i sin frådende brølen og blevet til is. Den havde et næsten overnaturligt blåt skær, som skyldtes at isen var presset så tæt sammen, at den ikke længere tillod alle farver at slippe igennem.

Endnu højere fløj vi og isen blev dækket af tyk, urørt sne - og på toppen landende helikopteren på et hvidt, hvidt, utroligt smukt snetæppe, der ganske let skrånede ned mod det, der et sted under os blev til det blå isvirvar.
Selvom vi befandt os midt i en snelandskab, var det ikke spor koldt - solen skinnede på en nær skyfri himmel, og det hele var ret surrealistisk smukt.
Og så kravlede vi alle 6 ind i den flyvende blikkasse og fløj tilbage igen - ud igennem den klippekoridor, der havde ført os til den hemmelige, magiske verden, og som nu førte os tilbage til den søvnige ferieby - tilbage til en verden vi kendte.
Det var en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig vil glemme.

Vi var tilbage ved vores hytte kun en time efter vi havde forladt den - selvom det virkede som meget, meget længere. Her er et par videoer, der viser billeder fra byen, opstigningen og så selve gletcheren:
Franz Joseph 1
Franz Joseph 2
Franz Joseph 3
Franz Joseph 4
Franz Joseph 5

Taskerne blev pakket og vi var på vejene igen. Til at begynde med, dog kun en kort tur. I området var der endnu en (lidt mindre) glechter - Fox' glecier - og midt mellem de to iskolosser lå Matesohn (?) lake. Her stoppede vi og vandrede ca en kvart omgang rundt om den til at fint udsigtspunkt, hvor det var en fint kig til de omkringliggende bjerge - bla Mount Cook, New Zealands højeste. Jeg skød en lille video fra udsigtspunktet.

Nanja sad i bærerygsækken og nød turen i fulde drag. Det var også blevet super godt vejr - som en dejlig sommerdag, så heller ikke for varmt at vandre i. Det skulle udnyttes, som vi kørte den korte vej videre til Fox' Glacier, som man kunne vandre op mod. Helt op til den, kunne man dog ikke komme, men det var super flot at opleve "klippekorridoren" nede fra jorden.
Og her en video fra turen.

Bagefter fandt vi en øde, billedskøn plet ikke langt fra, hvor vandringsruten startede, hvor vi spiste frokost - og så gik turen videre (Nanja faldt ikke overraskende om, så snart bilen satte i bevægelse - sikke mange oplevelser på kun 1/2 dag!

Vi kørte videre til den lille by Haast, hvor vi lejede en lille hytte med køkken, to soveværelser med 5 senge i alt. Vi tog en hynde ind fra bilen, som Nanja kunne sove på.
Aftensmaden kom fra en lokal fish'n'chips-vogn, og vi spiste den i aftensolen på græsplænen foran vores hytte - inden vi blev jaget indenfor af insekterne. :-)

Knus
David