tirsdag, marts 18, 2008

Bali

Sikke et kulturskift! Det er ikke underligt at det indimellem er lidt vanskeligt at holde sammen på Indonesien som nation. Sprog, kultur, religion er så helt forskellige at man næsten synes at det er forskellige verdner og tidsaldre. Bali er mildt, grønt, hinduistisk og forfinet kultiveret og temmelig meget mere turistet, selvom det jo nu - pga regntiden - er lavsæson.


Vi landede i den store flotte nye lufthavn med gigantiske fladskærme og McDonalds og tog taxa direkte videre til Sanur, hvor vi indkvarterede os på et meget dejligt lille resort, nød den smukke svømmepøl og gik på købe-købe tur (bl.a. nogle smukke masker) i turistland, mens vi ventede på Sigrid, der kom direkte fra DK.

Om aftenen, på vej til middag med Legong-dans og Frangipaniblomster, mødte vi de første tegn på at det Balinesiske nytår - Nyepi - er nær. Børn gik på trick-or-treat-agtig manér rundt i gaderne i grupper og dansede Barong-dans.

Næste morgen drog hele selskabet nord over mod Lovina i egen minibus. Mor og far havde planlagt en eftersigende utroligt smuk tur over bjergene med store vue over rismarkerne, men planerne blev noget spolerede af vejret: Vi kørte midt i skyerne og kunne knapt se fx det berømte vandtempel for bare regn. Heldigvis så vi andre fine templer og også masser af spændende forberedelser til Nyepi: Lastbiller fulde af smukke hvidklædte nytårsgæster på vej mod strandene og - på snart sagt hvert eneste gadehjørne - kæmpestore uhyggelige papmaché-monstre, Ogga-Ogga'er, der repæsenterer det onde fra det gamle år og som skal futtes af i anledningen af det nye år.

I Lovina boede vi på endnu et eventyrligt resort hvor vi nød endnu en formidabel svømmepøl og at have det hele for os selv - og at være kommet ned i solens land igen.







Næste morgen kl 5:30 tog Sigrid, Thea, David og jeg ud på Delfin-Safari i en lille udrigger og så både masser af fine finner og solen stige op over øen. Helt speciel og smuk stemning.

Senere, da vi var på vej afsted efter endnu en luxuriøs morgenmad, rendte vi lige ind i et kæmpe Nyepi-optog på vej nedover stranden med frugt i smukke opsatser, silkeparasoller og musik - rigtigt sjovt at se!


Efter endnu en eftersigende smuk tur (hvis blot ikke skyerne forhindrede os i at se noget, det meste af tiden) tilbage over bjergene med masser af Nyepi-fester i templerne kom vi til kulturbyen Ubud, hvor vi indkvarterede os i stor luxus og tropisk regnvejr og straks tog på en lille indkøbs/provianterings/hæve-penge-ekspedition ud i byen. Sikke et dejligt sted!

Om aftenen var Thea, David og jeg ude for at se dans. Lige siden Thailand har jeg godt kunnet tænke mig at komme ud for at se noget af det 'rigtige' smukke dans. Vi valgte - lidt i blinde - en Kecak-danse-forestilling, og sikke en oplevelse! Det var helt fantastisk. Tæt ved 100 medvirkende ((betydeligt flere end der var tilskuere) lavede et stemningfyldt show i et gammelt overdækket tempel - mest fascinerende var de nogle-og-firs mand store mande-'chak-a-chak'-kor der akkompagnerede den smukke stiliserede dans, som fortalte historien om Rama og Sita. Lidt synd for de andre at de gik glip af det - men dejligt at de passede vores lille krusedulle!

Torsdag var vores sidste 'rigtige' dag - og iøvrigt også Baliårets sidste. Formiddagen brugte vi på en vidunderlig smuk lille heik i udkanten af Ubud, så på gallerier med bl.a. miniaturemalerier og beundrede de smukke landskaber. Midt på dagen tog Sigrid, Thea og jeg på indkøbstur på markedet, far og mor var til frokost hos nogle hovedrige englændere vi mødte på Sumba og David og Nanja nød en slapper ved pølen for at spare lidt op til eftermidagens/aftenens Nyepi-fest. Og sikke en fest. Alle der kunne krybe eller gå var på gaden og de mange Ogga-Oggaer blev båret rundt i adskillige optog frem-og-tilbage under stor larm og fest. Der var folkefest, fyrværkeri, lange taler og løssluppen stemning; Den sidste energi skulle fyres af inden det nye år, som indledes med en total hviledag, hvor alt er lukket, det er forbudt at gå på geden, at tænde lys osv. Heldigvis for os havde hotellerne undtagelsesvis lov til at servere mad for os, så vi nød blot en stille dag ved pølen i strålende sol og baksede med at pakke alle vores mange ting og nyerhvervelser + diverse ting fra mor og far ned på forsvarlig vis. Næste morgen vinkede vi farvel til mor og far og Sigrid, der drog videre til Molukkerne, tog en sidste tur ud i Ubud (Monkey forrest gjorde stort indtryk på Nanja), og påbegyndte den lange flyvetur via Hong Kong og Heathrow hjem til sneen i Danmark.

Sikke en vidunderlig tur!


Siska

tirsdag, marts 11, 2008

Sumba

















Flyveturen gik fint - Cecilie og Jannik noterede, at der var mange flere på flyet, end da de var her sidst, og det var der en grund til:
Den 28. var der nemlig Pasola! Pasolaen er en gammel årlig tilbagevendende tradition, der holdes inden der skal såes.
De animistiske præster i landbyen udvælger datoen kort inden - så det var faktisk et tilfælde, at vi lige ankom, så vi kunne opleve den! Mere om Pasolaen senere. :-) Først skulle vi have vore baggage fra flyet - og det var tydligt at de stakkels lufthavnsmedarbejdere ikke var vant til at skulle håndtere så meget baggage, og de kæmpede en brag, men ineffektiv kamp med baggagevognene (flade på alle hjul), som skulle transportere kufferterne fra flyet og over til "terminalen" - som var et lille bitte hus, der lå ved siden af landingsbanen...!
Til sidst kom vi dog ud - og alle kufferterne var kommet med denne gang.
Udenfor ventede Daniel, som skulle være vores guide på Sumba. Han var af præstekasten, som var den højeste af de fire kaster (præst, adel, frie og slaver), der stadig var på øen. Hans far var protestantisk præst. Da Hollænderne valgte nye kristne præster, valgte de blandt de animistiske præster - som allerede havde respekt hos folket, og nu gik præsteembedet videre fra far til søn - ligesom traditionen havde været hos animistpræsterne. Daniel var ganske vist ikke blevet præst (selvom hans far eftersigende havde presset gevaldigt på). Æren tilfaldt i stedet en af hans brødre - og Daniel arbejde som guide. Han kunne tale nogenlunde engelsk, og Jannik og Cecilie havde brugt ham sidst de var her og havde være meget begejstrede. Han startede dog ikke alt for overbevisende: først fortalte han at den bil, vi skulle køre rundt med alligevel ikke havde air condition - og siden indrømmede han, at de værelser han havde booket til os (for mere end 2 måneder siden) heller ikke havde det... Det fik humøret i det lille rejseselskab til at dale noget; udsigten til at skulle at få Nanja (der i forvejen altid er super varm) til at sove bare nogenlunde var ikke opløftende.
Først kørte vi til et meget dyrt og ikke særlig rart resort Eden, som havde AC, men besluttede at vi alligevel hellere ville tage det andet hotel (som lå meget tættere på alting).
Da vi endelig nået frem, fremtryllede de alligevel ét værelse med AC - så nu var det kun Thea, Cecilie og Jannik, der måtte udholde den fugtige nattevarme.
Værelserne på hotellet (der var det eneste i byen) var ret primitive, men de var rene - og de lå ud til en lille grøn gård, hvor vi kunne sidde sammen og hygge os.
Klokken var blevet hen ad 17, så vi bestilte mad - og drank drinks og spiste snak i den sidste sol, mens Nanja løb og legede - og kiggede efter gekkoer.
Vi skulle tidligt op næste dag, for Pasolaen startede allerede kl 4 om morgenen, men Daniel mente godt vi kunne vente med at tage afsted til kl 5 (der var en halv time derhen).
Pasolaen er en gammel animistisk-religiøs tradition, der afholdes en gang om året (datoen svinger, men det er i februar eller marts). De lokale landsbyers ypperste-præster mødes tidligt om morgenen på stranden. Her ofrer de en kylling, og undersøger dens indvolde, som kan spå om kvaliteten af høsten. Herefter vandrer de ved solopgang (ca kl 6) ud i vandet og fanger med de bare hænder Nyala'er - en slags små orme, der netop i dagene omkring Pasolaen strømmer i hobetal mod stranden. Ormene, der vrider sig og bevæger sig som rigtige orme, stammer i vikeligheden fra koraler, og er en slags sæd, som koralerne skyder ud for at sprede sig. De lokale (inkl Daniel) troede dog at det var havorme, og de spiste dem med velbehag. Ypperstepræsterne var dog de første, der var ude i vandet, og denne første ormefangst sagde ligeledes noget om høsten.
Og så startede selve Paolaen. Det var et brutalt ritual: unge mænd fra 2 landsbyer (én højtliggende og én lavtliggende) mødtes på to hold. Alle var til hest, og alle havde kastespyd. Ny red de mod hinanden, mens de slyngede spydene mod hinanden...! For 20 år siden blev de brutale ritualer ved lov gjort mere humane - og spydene er nu ikke længere spidse. Det hænde dog stadig at deltagere bliver ramt uheldigt og omkommer.
Kampene, som her i første omgang startede på stranden var da også ret vilde - og vi fandt hurtigt en anden og lidt mere sikker udkigspost end den oprindelige vi havde fundet.
Det var tydeligt, at de lokale gik enormt op i kampen - og da de lokale myndigheder stoppede kampen, da den var ved at udvikle sig, blev tilskuerne rasende og der var lidt stenkasteri. Vi gik tilbage til vores bil (som var en anden end den oprindelige - nu med AC) og sad i en uendelig kø af lokale motercyklister (plus en turistbil her og der).
Herefter fortsatte kampen på en græsarena et par kilometer væk. Vi blev bænket på vip-tribunen lige ved siden af de lokale parlamentsmedlemmer - og så gik det ellers løs igen. Det var fantastisk flot og imponerende - og man kunne let forestille sig, hvor blodigt Pasolaen var tidligere. Men jorden krævede blodet - ellers ville høsten slå fejl.
Vi holde kun en times tid mere - så måtte vi hjem til hotellet og spise frokost og få os en middagslur. Her hørte vi dog, at der var udbrudt slagsmål blandt tilskuerne - så det var vist ret godt, at vi tog hjem, da vi gjorde!
Da vi vågnede kørte vi ud til en lille lokal, traditionel landsby, der lå meget tæt på, hvor vi boede. Vi blev budt betelnød, som er en lettere euforiserende nød, som alle på øen tygger. Vi lod Daniel om at tygge, og blev budt indenfor i en af de utrolig primitive hytter. Utroligt at folk stadig bor sådan! Nanja var mest interesseret i alle dyrene (grise, køer, heste, høns og hunde), der boede i stalden under husene...
Så vendte vi igen snuden hjem til en drik og middagsmad på hotellet.
Næste morgen kørte vi nordpå til xxx, for at se flere - endnu mere traditionelle landsbyen. Og hvor var de altså spændende! Flere helt uden elektricitet og vand - men alle med smilende ansigter! Specielt Nanja vakte vild jubel og alle ville hen og nive hende i rumpen (det eneste de kunne nå, for hun sad oppe på mine skuldre). Landsbyerne fik ca 30 besøg om året, kunne vi se i en slags gæstebog, hver by havde (hvori Jannik og Cecilie fandt sig selv fra sidste års besøg), men landsbyerne havde aldrig set en vestlig baby før - et sted havde der været en pige på 8 med, men Nanja tog prisen! Der har nok ikke været mange europæiske babyer på Sumba før Nanja, hvis overhovedet nogen - men øen indbyder da også mere til eventyr end til baby-afslapning!
Baby-afslapning blev der dog den dag, for vi efter at havde besøgt 2 landsbyer kørte vi ud til kysten, hvorvi spiste vores medbragte mad, Nanja legede med "museskaller" i sandet og vi alle dyppede os i de vilde bølger, inden vi vendte hjem.
Daniel havde sagt, at der var en stor begravelse på øen næste dag - og lidt i 12 sad vi igen pakket i bilen på vej mod den.
Det var et enormt arrangement med flere end 1000 (!) gæster, der alle blev mødt med betelnød og the og blev bænket under nogle store teltduge. Det lignede nærmest en roskildefestival. Begravelsen var ekstra stor, da kvinden, der var død ikke bare tilhørte med royalekaste, men også sad i det lokale parlament. Gæsterne medbragte offergaver: heste, grise, og hele 32 bøfler kom vandrende ind i takt med at de forskellige landsbyer ankom. Hvert dyr blev fulgt af et lille orkester, der klimtede på gong-gonger og spillede på trommer og klokkespil.
Varmen og vente tiden endte med at blive for meget for Nanja, så inden selve dyreofringen begyndte, kørte Siska og jeg hende tilbage til hotellet, hvor hun fik en lur.
Thea, Cecilie og Jannik blev dog til den bitre - og blodige - ende! 8 af bøflerne blev slagtet, og alle gæster fik kød med hjem. De øvrige bøfler tilfaldt familie, men slap med skrækken i denne omgang.
Den sidste dag på øen brugte vi på at køre sydpå til xxx. Her så vi endnu en landsby i fantastiske omgivelser inden vi kørte til en øde og vidunderlig bounty-strand (helt vildt malerisk), hvor vi under skyggen af et stort træ hvilede os, og drak kokusmælken og spiste køddet fra helt friske kokusnødder! :-)
Så kørte vi op til et nærliggende resort, hvor vi spiste mad og dyppede os i deres pool. Vi var de eneste gæster. Den franske kvinde, der bestyrede hotellet, fortalte, at de kun havde ca 200 gæster om året. Turisterne har bestemt ikke opdaget Sumba endnu.
Om aftenen gik Siska og jeg en tur ned igennem hovedgaden på xxx, den by vores hotel lå i. Igen var folk smilende, men det var tydeligt at selv her, var de ikke vant til turister. Vi fandt en lille butik, hvor vi købte en rigtig prinsessekjole til Nanja (til ca 20 kr) og et madlavningssæt (4 kr), som hun straks tog i brug da vi kom hjem.

I dag (på Anders 25 årsfødselsdag) rejser vi videre - nu går turen til Bali, hvor vi skal tilbringe vor rejses sidste 5 dage.

David

Eventyret fortsætter...

(skrevet 27/2 - 08)

Siden sidst har vi oplevet en masse! Jannik havde lejet en bil med chauffør, som kørte os dybt ind på øen. I skyggen af Lomboks store vulkan vandrede vi så en halv times tid igennem jugle, indtil vi nåede ind til en lille kløft, hvor et vidunderligt smukt vandfald, det tonede frem af vanddisen. Det var meget højt, men ikke så bredt, så hvis man havde lyst kunne man afkøle sig i det friske og kølige vand. Nanja (som jeg havde båret igennem junglen i den nye bære-rygsæk) fik dyppet sine små fødder og synes, det var meget sjovt ("det regner lidt!", sagde hun igen og igen). For at komme helt ind til vandfaldet var vi dog blevet nødt til at kravle over en del store sten, der lå i den lille strøm - og det var lidt skræmmende for Nanja, der vist var sikker på, at hendes far og hun ville styrte i vandet...!

Da vi var kommet sikkert ud af junglen igen og tilbage til vores bil var klokken blevet mange - og vi bad vores chauffør (som var den samme Jannik og Cecilie havde kørt med sidst de var her) om at finde en restaurant. Det var dog lettere sagt end gjort, for herude på landet var der ikke meget, der var åbent!

Vi fandt et ganske stort - men helt øde - pensionat. Porten var ganske vist lukket, og vi skulle lige til at gå videre, da en mand pludselig kom løbene, mens han smilende fægtede med armene og signallerede, at vi endelig skulle komme ind!

Her var helt tomt, og vi blev bænket helt nede i den ene ende af en enorm sal - som vi kun delte med 3 katte. Vi spurgte ham, hvad køkkenet havde - og hvad der ikke tog alt for længe at lave, og han sagde pegede på en ret (Nasi Goreng - fried rice), som vi valgte. Det tog dog knap en time før den var klar, så det lille rejsefølge slugte maden, da den endelig blev sat foran os.
Vi havde egenlig planlagt at køre helt ned til den sydlige by Kuta, men klokken var blevet mange, og da vores chauffør fortlate, at et bryllupsfølge snart ville komme igennem en af de små landsbyer vi kørte igennem standsede vi bilen og ventede - og det fortød vi ikke!
I et inferno af larm (trummer, fløjter, klokkespil og bækner) ankom bryllupsfølget: omkring 100 mennesker - stadset godt op og (ihvertfald for mændenes vedkomne) dansende og syngende! Både brudden og gommens landsbyer var repræsenteret - og de havde vist en indbyrdes konkurrence om, hvem der kunne larme mest. Alle så ud til at more sig kosteligt - og folk smilede, råbte og vinkede til os (de absolut eneste turister i miles omkreds). Vi blev inviteret med videre, men al larmen havde været lidt meget for Nanja - og vi var alle trætte, så vi vente næsen hjemad.

Næste dag skulle vi afsted igen, så Ikki, vores chauffør hentede os kl 8:30 på hotellet. Vi kørte ned til den sydvestlige del af øen (ca 1,5 times kørsel), hvor vi kunne hyre en lille bud til at sejle os ud til de små øer, der lå nærved.
Jannik og Cecilie havde egentlig planlagt, at vi skulle ud på Gili Nangu, som de havde været på tidligere, men Ikki talte varmt for Gili Sudak, som var en lidt mindre ø, der lå ved siden af - og den valgte vi. Her snorklede vi lidt i vandet udenfor - og Nanja kunne bygge sandslot og lege i vandkanten, hvor palmetræerne kastede skygge. Der var også en lille ret primitiv restaration, som servede grillet tun, snapper og blæksprutte. Efter et lille kig på den lokle landsby (der boede 10 familier på øen), sejlede vi tilbage og satte kursen mod Kuta. Den årlige Nyiale-festival foregik her i disse dage, og da vi kom frem var en mængde mennesker stimlet sammen for at se "stick fighting". Det var en ret brutal lokal sport, hvor unge mænd fra de forskellige landsbyer kæmpede mod hinanden bevæbnet med en kæb og et skjold - og de gik til den! Den der først blødte tabte. Igen var det helt tydeligt, at dette var en tradition, der ikke blev holdt i live for turisternes skyld, og der var ikke mange hvide mennesker - ud over os.
Vi gik også en tur på stranden, som lå usædvanlig malerisk - og hvor det sene eftermiddagslys skabte en fantastisk atmosfære. Turen hjem på knap 2 timer var lidt lang for Nanja - nu havde hun kørt længe nok i bil, syntes hun! :-)

Næste dag blev den lille mus derfor hjemme med sin mormor, mens resten af rejseselskabet blev hentet af en lille båd nede på vores strand. Vejret var super godt (efter en lille uge med skyer), og vandet var helt stille. Vi sejlede 1 time over vandet og lagde til en 60-70 meter uden for Gili Trawanga, som er et mekka for dykkeentusiastaer. Her sprang vi ud fra både og snorklede igennem vandet og så på koraler og på de utrolig mange fantastiske fisk, som farvandet var spækket med! Vandet var klart, så der var masser at kigge på - og Siska fik afprøvet sit kamera, der jo er vandtæt! :-) Efter at have pjasket rundt i 20 minutters tid og nydt den mediterende stilhed under vandet sejlede vi videre - nu godt stykke længere ud fra kysten, hvor vi skulle kigge efter skildpadder. Det var lidt af en kanindræber-prøve for mig at hoppe ud der, hvor man kun i glimt kunne skimte bunden. Men super fedt, når man først var der under! :-)
Vi så dog ingen padder, men for mig, var det en super oplevelse - alene pga det grænseoverskridende i at ligge derude midt i havet og plaske rundt! :-) Vi spiste på "Cafe Good Heart" på Gili Meno, hvor vi fik helt fantastisk mad (super-lækre forårsruller og grillet tun og blæksprutter i chili og hvidløg), mens vi sad under en parasol midt på stranden og nød bølgeskvulpene... og radioen, som Jannik igen og igen fik dem til at slukke - men som de langsomt skruede op for igen... :-) Der var også en smykkesælger, der fandt os på stranden og efter lange forhandlinger, endte Siska med at købe det meste af hans butik! :-) Så tog vi en til snorkletur og fandt nu de flotteste koreler so far. Smukt og mediterende sådan at plaske rundt med fiskene! :-)
Og så vendte vi hjem til Cecilie og Nanja, der havde hygget sig hjemme på hotellet ved børnepoolen.

Og så i dag går turen til Waikabubak på øen Sumba, som skal være vores hjem de næste 5 dage. Sumba skulle være meget primitiv og endnu ikke opdaget af turisterne - men dermed selvfølgelig ikke lige så børnevenlig, som Windy. Denne besked har jeg skrevet, mens vi ventede på vores fly: først i Mataram på Lombok og så i Denpasar på Bali. Nu sidder vi på landingsbanen på vej til Sumba - og jeg ville lige nå at sende denne besked. :-)

David

Lombok

(skrevet 23/2 - 08)

Resten af flyveturen blev overstået, men den gik ikke helt så let, som første del.
Nanja sov ganskevist helt indtil vi landede på Bali (dvs fra før vi landede i Hong Kong + ventetiden her + flyveturen fra HG til Bali = stort set 10 timer i streg). Tilgengæld begyndte balladen her: Siska nåede lige at sige: "sikke et held, at dette er den sidste flyvetur", før piloten meddelte, at vi måtte vende om og flyvetilbage, da han ikke kunne se landigsbanen (!) pga det dårlig vejr... Så tilbage igen til Bali - og så måtte vi ellers vente - der var kun et fly mere til Lombok, og hvis vejret ikke klarede op - hvad så? Det gjorde det heldigvis, så frem nåede vi efter en 32 timers rejse... Så aftensmåltidet og de kolde øl smagte ekstra godt! :-)

Den lange rejse var dog hurtigt glemt - og vi har det enormt dejligt! Det har være overskyet og lidt blæsende, hvilket har gjort temperaturen meget behagelig - som en god dansk sommer.

Vi har mest holdt os til hotellet, som hedder Windy. Her er vi de eneste gæster, og bliver behandlet som konger og baroner. Det er et af de steder Cecilie og Jannik har besøgt flere gange før, så de kender alle tjenerne, der smiler og hilser og står på hovedet for os! Vi har tre små hytter, hver med bad, en lille veranda og airconditioning. Hotellet ligger lige ud til stranden, så vi spiser vores måltider på en lille hyggelig overdækket udhus - 10 meter fra vandkanten.

Nanja pjasker rundt i hotellets børnepool i flere timer om dagen - og nyder i det hele taget virkelig at være the center of all attention.
Vi har været et par smut inde i den by, der ligger nærmest, som hedder Sengigi, hvor vi har spist på flere meget lækre og billige restauranter - og Nanja er vild med maden: "sprutter!" siger hun og stirre intenst på tjenerne (når hun vil have blæksprutter).
Eneste lille minus er, at jeg har haft ondt i maven (ret meget i går - og en del i dag), men heldigvis er jer i bedring. :-)

Imorgen har Jannik hyret en chauffør, som skal køre os ud og se på øen - og mandag planlægger vi at sejle over til nogle af de nærliggende paradisiske Gili Islands.

Lige nu sidder vi og får en kop te i strandkanten (jeg skriver dette fra min mobil) og ser solnedgang, mens Nanja og Siska bygger sandslotte (som pyntes med "konge-kyller" og "muse-skaller") - og om lidt kører vi ud og finder aftensmad. Livet er nu dejligt! :-)

David