Sumba

Flyveturen gik fint - Cecilie og Jannik noterede, at der var mange flere på flyet, end da de var her sidst, og det var der en grund til:
Den 28. var der nemlig Pasola! Pasolaen er en gammel årlig tilbagevendende tradition, der holdes inden der skal såes.
De animistiske præster i landbyen udvælger datoen kort inden - så det var faktisk et tilfælde, at vi lige ankom, så vi kunne opleve den! Mere om Pasolaen senere. :-) Først skulle vi have vore baggage fra flyet - og det var tydligt at de stakkels lufthavnsmedarbejdere ikke var vant til at skulle håndtere så meget baggage, og de kæmpede en brag, men ineffektiv kamp med baggagevognene (flade på alle hjul), som skulle transportere kufferterne fra flyet og over til "terminalen" - som var et lille bitte hus, der lå ved siden af landingsbanen...!
Til sidst kom vi dog ud - og alle kufferterne var kommet med denne gang.
Udenfor ventede Daniel, som skulle være vores guide på Sumba. Han var af præstekasten, som var den højeste af de fire kaster (præst, adel, frie og slaver), der stadig var på øen. Hans far var protestantisk præst. Da Hollænderne valgte nye kristne præster, valgte de blandt de animistiske præster - som allerede havde respekt hos folket, og nu gik præsteembedet videre fra far til søn - ligesom traditionen havde været hos animistpræsterne. Daniel var ganske vist ikke blevet præst (selvom hans far eftersigende havde presset gevaldigt på). Æren tilfaldt i stedet en af hans brødre - og Daniel arbejde som guide. Han kunne tale nogenlunde engelsk, og Jannik og Cecilie havde brugt ham sidst de var her og havde være meget begejstrede. Han startede dog ikke alt for overbevisende: først fortalte han at den bil, vi skulle køre rundt med alligevel ikke havde air condition - og siden indrømmede han, at de værelser han havde booket til os (for mere end 2 måneder siden) heller ikke havde det... Det fik humøret i det lille rejseselskab til at dale noget; udsigten til at skulle at få Nanja (der i forvejen altid er super varm) til at sove bare nogenlunde var ikke opløftende.
Først kørte vi til et meget dyrt og ikke særlig rart resort Eden, som havde AC, men besluttede at vi alligevel hellere ville tage det andet hotel (som lå meget tættere på alting).
Da vi endelig nået frem, fremtryllede de alligevel ét værelse med AC - så nu var det kun Thea, Cecilie og Jannik, der måtte udholde den fugtige nattevarme.
Værelserne på hotellet (der var det eneste i byen) var ret primitive, men de var rene - og de lå ud til en lille grøn gård, hvor vi kunne sidde sammen og hygge os.
Klokken var blevet hen ad 17, så vi bestilte mad - og drank drinks og spiste snak i den sidste sol, mens Nanja løb og legede - og kiggede efter gekkoer.
Vi skulle tidligt op næste dag, for Pasolaen startede allerede kl 4 om morgenen, men Daniel mente godt vi kunne vente med at tage afsted til kl 5 (der var en halv time derhen).
Pasolaen er en gammel animistisk-religiøs tradition, der afholdes en gang om året (datoen svinger, men det er i februar eller marts). De lokale landsbyers ypperste-præster mødes tidligt om morgenen på stranden. Her ofrer de en kylling, og undersøger dens indvolde, som kan spå om kvaliteten af høsten. Herefter vandrer de ved solopgang (ca kl 6) ud i vandet og fanger med de bare hænder Nyala'er - en slags små orme, der netop i dagene omkring Pasolaen strømmer i hobetal mod stranden. Ormene, der vrider sig og bevæger sig som rigtige orme, stammer i vikeligheden fra koraler, og er en slags sæd, som koralerne skyder ud for at sprede sig. De lokale (inkl Daniel) troede dog at det var havorme, og de spiste dem med velbehag. Ypperstepræsterne var dog de første, der var ude i vandet, og denne første ormefangst sagde ligeledes noget om høsten.
Og så startede selve Paolaen. Det var et brutalt ritual: unge mænd fra 2 landsbyer (én højtliggende og én lavtliggende) mødtes på to hold. Alle var til hest, og alle havde kastespyd. Ny red de mod hinanden, mens de slyngede spydene mod hinanden...! For 20 år siden blev de brutale ritualer ved lov gjort mere humane - og spydene er nu ikke længere spidse. Det hænde dog stadig at deltagere bliver ramt uheldigt og omkommer.
Kampene, som her i første omgang startede på stranden var da også ret vilde - og vi fandt hurtigt en anden og lidt mere sikker udkigspost end den oprindelige vi havde fundet.
Det var tydeligt, at de lokale gik enormt op i kampen - og da de lokale myndigheder stoppede kampen, da den var ved at udvikle sig, blev tilskuerne rasende og der var lidt stenkasteri. Vi gik tilbage til vores bil (som var en anden end den oprindelige - nu med AC) og sad i en uendelig kø af lokale motercyklister (plus en turistbil her og der).
Herefter fortsatte kampen på en græsarena et par kilometer væk. Vi blev bænket på vip-tribunen lige ved siden af de lokale parlamentsmedlemmer - og så gik det ellers løs igen. Det var fantastisk flot og imponerende - og man kunne let forestille sig, hvor blodigt Pasolaen var tidligere. Men jorden krævede blodet - ellers ville høsten slå fejl.
Vi holde kun en times tid mere - så måtte vi hjem til hotellet og spise frokost og få os en middagslur. Her hørte vi dog, at der var udbrudt slagsmål blandt tilskuerne - så det var vist ret godt, at vi tog hjem, da vi gjorde!
Da vi vågnede kørte vi ud til en lille lokal, traditionel landsby, der lå meget tæt på, hvor vi boede. Vi blev budt betelnød, som er en lettere euforiserende nød, som alle på øen tygger. Vi lod Daniel om at tygge, og blev budt indenfor i en af de utrolig primitive hytter. Utroligt at folk stadig bor sådan! Nanja var mest interesseret i alle dyrene (grise, køer, heste, høns og hunde), der boede i stalden under husene...
Så vendte vi igen snuden hjem til en drik og middagsmad på hotellet.
Næste morgen kørte vi nordpå til xxx, for at se flere - endnu mere traditionelle landsbyen. Og hvor var de altså spændende! Flere helt uden elektricitet og vand - men alle med smilende ansigter! Specielt Nanja vakte vild jubel og alle ville hen og nive hende i rumpen (det eneste de kunne nå, for hun sad oppe på mine skuldre). Landsbyerne fik ca 30 besøg om året, kunne vi se i en slags gæstebog, hver by havde (hvori Jannik og Cecilie fandt sig selv fra sidste års besøg), men landsbyerne havde aldrig set en vestlig baby før - et sted havde der været en pige på 8 med, men Nanja tog prisen! Der har nok ikke været mange europæiske babyer på Sumba før Nanja, hvis overhovedet nogen - men øen indbyder da også mere til eventyr end til baby-afslapning!
Baby-afslapning blev der dog den dag, for vi efter at havde besøgt 2 landsbyer kørte vi ud til kysten, hvorvi spiste vores medbragte mad, Nanja legede med "museskaller" i sandet og vi alle dyppede os i de vilde bølger, inden vi vendte hjem.
Daniel havde sagt, at der var en stor begravelse på øen næste dag - og lidt i 12 sad vi igen pakket i bilen på vej mod den.
Det var et enormt arrangement med flere end 1000 (!) gæster, der alle blev mødt med betelnød og the og blev bænket under nogle store teltduge. Det lignede nærmest en roskildefestival. Begravelsen var ekstra stor, da kvinden, der var død ikke bare tilhørte med royalekaste, men også sad i det lokale parlament. Gæsterne medbragte offergaver: heste, grise, og hele 32 bøfler kom vandrende ind i takt med at de forskellige landsbyer ankom. Hvert dyr blev fulgt af et lille orkester, der klimtede på gong-gonger og spillede på trommer og klokkespil.
Varmen og vente tiden endte med at blive for meget for Nanja, så inden selve dyreofringen begyndte, kørte Siska og jeg hende tilbage til hotellet, hvor hun fik en lur.
Thea, Cecilie og Jannik blev dog til den bitre - og blodige - ende! 8 af bøflerne blev slagtet, og alle gæster fik kød med hjem. De øvrige bøfler tilfaldt familie, men slap med skrækken i denne omgang.
Den sidste dag på øen brugte vi på at køre sydpå til xxx. Her så vi endnu en landsby i fantastiske omgivelser inden vi kørte til en øde og vidunderlig bounty-strand (helt vildt malerisk), hvor vi under skyggen af et stort træ hvilede os, og drak kokusmælken og spiste køddet fra helt friske kokusnødder! :-)
Så kørte vi op til et nærliggende resort, hvor vi spiste mad og dyppede os i deres pool. Vi var de eneste gæster. Den franske kvinde, der bestyrede hotellet, fortalte, at de kun havde ca 200 gæster om året. Turisterne har bestemt ikke opdaget Sumba endnu.
Om aftenen gik Siska og jeg en tur ned igennem hovedgaden på xxx, den by vores hotel lå i. Igen var folk smilende, men det var tydeligt at selv her, var de ikke vant til turister. Vi fandt en lille butik, hvor vi købte en rigtig prinsessekjole til Nanja (til ca 20 kr) og et madlavningssæt (4 kr), som hun straks tog i brug da vi kom hjem.

I dag (på Anders 25 årsfødselsdag) rejser vi videre - nu går turen til Bali, hvor vi skal tilbringe vor rejses sidste 5 dage.

David