Eventyret fortsætter...
(skrevet 27/2 - 08)
Siden sidst har vi oplevet en masse! Jannik havde lejet en bil med chauffør, som kørte os dybt ind på øen. I skyggen af Lomboks store vulkan vandrede vi så en halv times tid igennem jugle, indtil vi nåede ind til en lille kløft, hvor et vidunderligt smukt vandfald, det tonede frem af vanddisen. Det var meget højt, men ikke så bredt, så hvis man havde lyst kunne man afkøle sig i det friske og kølige vand. Nanja (som jeg havde båret igennem junglen i den nye bære-rygsæk) fik dyppet sine små fødder og synes, det var meget sjovt ("det regner lidt!", sagde hun igen og igen). For at komme helt ind til vandfaldet var vi dog blevet nødt til at kravle over en del store sten, der lå i den lille strøm - og det var lidt skræmmende for Nanja, der vist var sikker på, at hendes far og hun ville styrte i vandet...!
Da vi var kommet sikkert ud af junglen igen og tilbage til vores bil var klokken blevet mange - og vi bad vores chauffør (som var den samme Jannik og Cecilie havde kørt med sidst de var her) om at finde en restaurant. Det var dog lettere sagt end gjort, for herude på landet var der ikke meget, der var åbent!
Vi fandt et ganske stort - men helt øde - pensionat. Porten var ganske vist lukket, og vi skulle lige til at gå videre, da en mand pludselig kom løbene, mens han smilende fægtede med armene og signallerede, at vi endelig skulle komme ind!
Her var helt tomt, og vi blev bænket helt nede i den ene ende af en enorm sal - som vi kun delte med 3 katte. Vi spurgte ham, hvad køkkenet havde - og hvad der ikke tog alt for længe at lave, og han sagde pegede på en ret (Nasi Goreng - fried rice), som vi valgte. Det tog dog knap en time før den var klar, så det lille rejsefølge slugte maden, da den endelig blev sat foran os.
Vi havde egenlig planlagt at køre helt ned til den sydlige by Kuta, men klokken var blevet mange, og da vores chauffør fortlate, at et bryllupsfølge snart ville komme igennem en af de små landsbyer vi kørte igennem standsede vi bilen og ventede - og det fortød vi ikke!
I et inferno af larm (trummer, fløjter, klokkespil og bækner) ankom bryllupsfølget: omkring 100 mennesker - stadset godt op og (ihvertfald for mændenes vedkomne) dansende og syngende! Både brudden og gommens landsbyer var repræsenteret - og de havde vist en indbyrdes konkurrence om, hvem der kunne larme mest. Alle så ud til at more sig kosteligt - og folk smilede, råbte og vinkede til os (de absolut eneste turister i miles omkreds). Vi blev inviteret med videre, men al larmen havde været lidt meget for Nanja - og vi var alle trætte, så vi vente næsen hjemad.
Næste dag skulle vi afsted igen, så Ikki, vores chauffør hentede os kl 8:30 på hotellet. Vi kørte ned til den sydvestlige del af øen (ca 1,5 times kørsel), hvor vi kunne hyre en lille bud til at sejle os ud til de små øer, der lå nærved.
Jannik og Cecilie havde egentlig planlagt, at vi skulle ud på Gili Nangu, som de havde været på tidligere, men Ikki talte varmt for Gili Sudak, som var en lidt mindre ø, der lå ved siden af - og den valgte vi. Her snorklede vi lidt i vandet udenfor - og Nanja kunne bygge sandslot og lege i
vandkanten, hvor palmetræerne kastede skygge. Der var også en lille ret primitiv restaration, som servede grillet tun, snapper og blæksprutte. Efter et lille kig på den lokle landsby (der boede 10 familier på øen), sejlede vi tilbage og satte kursen mod Kuta. Den årlige Nyiale-festival foregik her i disse dage, og da vi kom frem var en mængde mennesker stimlet sammen for at se "stick fighting". 
Det var en ret brutal lokal sport, hvor unge mænd fra de forskellige landsbyer kæmpede mod hinanden bevæbnet med en kæb og et skjold - og de gik til den! Den der først blødte tabte. Igen var det helt tydeligt, at dette var en tradition, der ikke blev holdt i live for turisternes skyld, og der var ikke mange hvide mennesker - ud over os.
Vi gik også en tur på stranden, som lå usædvanlig malerisk - og hvor det sene eftermiddagslys skabte en fantastisk atmosfære. Turen hjem på knap 2 timer var lidt lang for Nanja - nu havde hun kørt længe nok i bil, syntes hun! :-)
Næste dag blev den lille mus derfor hjemme med sin mormor, mens resten af rejseselskabet blev hentet af en lille båd nede på vores strand. Vejret var super godt (efter en lille uge med skyer), og vandet var helt stille.
Vi sejlede 1 time over vandet og lagde til en 60-70 meter uden for Gili Trawanga, som er et mekka for dykkeentusiastaer. Her sprang vi ud fra både og snorklede igennem vandet og så på koraler og på de utrolig mange fantastiske fisk, som farvandet var spækket med! 
Vandet var klart, så der var masser at kigge på - og Siska fik afprøvet sit kamera, der jo er vandtæt! :-) 
Efter at have pjasket rundt i 20 minutters tid og nydt den mediterende stilhed under vandet sejlede vi videre - nu godt stykke længere ud fra kysten, hvor vi skulle kigge efter skildpadder. Det var lidt af en kanindræber-prøve for mig at hoppe ud der, hvor man kun i glimt kunne skimte bunden. Men super fedt, når man først var der under! :-)
Vi så dog ingen padder, men for mig, var det en super oplevelse - alene pga det grænseoverskridende i at ligge derude midt i havet og plaske rundt! :-) Vi spiste på "Cafe Good Heart" på Gili Meno, hvor vi fik helt fantastisk mad (super-lækre forårsruller og grillet tun og blæksprutter i chili og hvidløg), mens vi sad under en parasol midt på stranden og nød bølgeskvulpene... og radioen, som Jannik igen og igen fik dem til at slukke - men som de langsomt skruede op for igen... :-) Der var også en smykkesælger, der fandt os på stranden og efter lange forhandlinger, endte Siska med at købe det meste af hans butik! :-) Så tog vi en til snorkletur og fandt nu de flotteste koreler so far. Smukt og mediterende sådan at plaske rundt med fiskene! :-)
Og så vendte vi hjem til Cecilie og Nanja, der havde hygget sig hjemme på hotellet ved børnepoolen.
Og så i dag går turen til Waikabubak på øen Sumba, som skal være vores hjem de næste 5 dage. Sumba skulle være meget primitiv og endnu ikke opdaget af turisterne - men dermed selvfølgelig ikke lige så børnevenlig, som Windy. Denne besked har jeg skrevet, mens vi ventede på vores fly: først i Mataram på Lombok og så i Denpasar på Bali. Nu sidder vi på landingsbanen på vej til Sumba - og jeg ville lige nå at sende denne besked. :-)
David
Siden sidst har vi oplevet en masse! Jannik havde lejet en bil med chauffør, som kørte os dybt ind på øen. I skyggen af Lomboks store vulkan vandrede vi så en halv times tid igennem jugle, indtil vi nåede ind til en lille kløft, hvor et vidunderligt smukt vandfald, det tonede frem af vanddisen. Det var meget højt, men ikke så bredt, så hvis man havde lyst kunne man afkøle sig i det friske og kølige vand. Nanja (som jeg havde båret igennem junglen i den nye bære-rygsæk) fik dyppet sine små fødder og synes, det var meget sjovt ("det regner lidt!", sagde hun igen og igen). For at komme helt ind til vandfaldet var vi dog blevet nødt til at kravle over en del store sten, der lå i den lille strøm - og det var lidt skræmmende for Nanja, der vist var sikker på, at hendes far og hun ville styrte i vandet...!Da vi var kommet sikkert ud af junglen igen og tilbage til vores bil var klokken blevet mange - og vi bad vores chauffør (som var den samme Jannik og Cecilie havde kørt med sidst de var her) om at finde en restaurant. Det var dog lettere sagt end gjort, for herude på landet var der ikke meget, der var åbent!
Vi fandt et ganske stort - men helt øde - pensionat. Porten var ganske vist lukket, og vi skulle lige til at gå videre, da en mand pludselig kom løbene, mens han smilende fægtede med armene og signallerede, at vi endelig skulle komme ind!
Her var helt tomt, og vi blev bænket helt nede i den ene ende af en enorm sal - som vi kun delte med 3 katte. Vi spurgte ham, hvad køkkenet havde - og hvad der ikke tog alt for længe at lave, og han sagde pegede på en ret (Nasi Goreng - fried rice), som vi valgte. Det tog dog knap en time før den var klar, så det lille rejsefølge slugte maden, da den endelig blev sat foran os.
Vi havde egenlig planlagt at køre helt ned til den sydlige by Kuta, men klokken var blevet mange, og da vores chauffør fortlate, at et bryllupsfølge snart ville komme igennem en af de små landsbyer vi kørte igennem standsede vi bilen og ventede - og det fortød vi ikke!
I et inferno af larm (trummer, fløjter, klokkespil og bækner) ankom bryllupsfølget: omkring 100 mennesker - stadset godt op og (ihvertfald for mændenes vedkomne) dansende og syngende! Både brudden og gommens landsbyer var repræsenteret - og de havde vist en indbyrdes konkurrence om, hvem der kunne larme mest. Alle så ud til at more sig kosteligt - og folk smilede, råbte og vinkede til os (de absolut eneste turister i miles omkreds). Vi blev inviteret med videre, men al larmen havde været lidt meget for Nanja - og vi var alle trætte, så vi vente næsen hjemad.
Næste dag skulle vi afsted igen, så Ikki, vores chauffør hentede os kl 8:30 på hotellet. Vi kørte ned til den sydvestlige del af øen (ca 1,5 times kørsel), hvor vi kunne hyre en lille bud til at sejle os ud til de små øer, der lå nærved.
Jannik og Cecilie havde egentlig planlagt, at vi skulle ud på Gili Nangu, som de havde været på tidligere, men Ikki talte varmt for Gili Sudak, som var en lidt mindre ø, der lå ved siden af - og den valgte vi. Her snorklede vi lidt i vandet udenfor - og Nanja kunne bygge sandslot og lege i
vandkanten, hvor palmetræerne kastede skygge. Der var også en lille ret primitiv restaration, som servede grillet tun, snapper og blæksprutte. Efter et lille kig på den lokle landsby (der boede 10 familier på øen), sejlede vi tilbage og satte kursen mod Kuta. Den årlige Nyiale-festival foregik her i disse dage, og da vi kom frem var en mængde mennesker stimlet sammen for at se "stick fighting". Det var en ret brutal lokal sport, hvor unge mænd fra de forskellige landsbyer kæmpede mod hinanden bevæbnet med en kæb og et skjold - og de gik til den! Den der først blødte tabte. Igen var det helt tydeligt, at dette var en tradition, der ikke blev holdt i live for turisternes skyld, og der var ikke mange hvide mennesker - ud over os.Vi gik også en tur på stranden, som lå usædvanlig malerisk - og hvor det sene eftermiddagslys skabte en fantastisk atmosfære. Turen hjem på knap 2 timer var lidt lang for Nanja - nu havde hun kørt længe nok i bil, syntes hun! :-)
Næste dag blev den lille mus derfor hjemme med sin mormor, mens resten af rejseselskabet blev hentet af en lille båd nede på vores strand. Vejret var super godt (efter en lille uge med skyer), og vandet var helt stille.
Vi sejlede 1 time over vandet og lagde til en 60-70 meter uden for Gili Trawanga, som er et mekka for dykkeentusiastaer. Her sprang vi ud fra både og snorklede igennem vandet og så på koraler og på de utrolig mange fantastiske fisk, som farvandet var spækket med! Vandet var klart, så der var masser at kigge på - og Siska fik afprøvet sit kamera, der jo er vandtæt! :-) Efter at have pjasket rundt i 20 minutters tid og nydt den mediterende stilhed under vandet sejlede vi videre - nu godt stykke længere ud fra kysten, hvor vi skulle kigge efter skildpadder. Det var lidt af en kanindræber-prøve for mig at hoppe ud der, hvor man kun i glimt kunne skimte bunden. Men super fedt, når man først var der under! :-)Vi så dog ingen padder, men for mig, var det en super oplevelse - alene pga det grænseoverskridende i at ligge derude midt i havet og plaske rundt! :-) Vi spiste på "Cafe Good Heart" på Gili Meno, hvor vi fik helt fantastisk mad (super-lækre forårsruller og grillet tun og blæksprutter i chili og hvidløg), mens vi sad under en parasol midt på stranden og nød bølgeskvulpene... og radioen, som Jannik igen og igen fik dem til at slukke - men som de langsomt skruede op for igen... :-) Der var også en smykkesælger, der fandt os på stranden og efter lange forhandlinger, endte Siska med at købe det meste af hans butik! :-) Så tog vi en til snorkletur og fandt nu de flotteste koreler so far. Smukt og mediterende sådan at plaske rundt med fiskene! :-)
Og så vendte vi hjem til Cecilie og Nanja, der havde hygget sig hjemme på hotellet ved børnepoolen.
Og så i dag går turen til Waikabubak på øen Sumba, som skal være vores hjem de næste 5 dage. Sumba skulle være meget primitiv og endnu ikke opdaget af turisterne - men dermed selvfølgelig ikke lige så børnevenlig, som Windy. Denne besked har jeg skrevet, mens vi ventede på vores fly: først i Mataram på Lombok og så i Denpasar på Bali. Nu sidder vi på landingsbanen på vej til Sumba - og jeg ville lige nå at sende denne besked. :-)
David
posted by frahm-falkenberg at 21:05
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home