tirsdag, juli 24, 2007

Dejlig sommerferie i Thy - endda alene!

Selvom den danske sommer har været temmelig våd i år, har vores lille familie valgt at holde sommerferie indenlands. Og den første uge blev brugt i Nordjylland: Først var vi på meget hyggeligt weekendbesøg i Siskas gl. Ålborg med besøg hos Anne, Mikkel, Emma og Asger og senere fam. Stoustrup. Her hyggede Nanja sig gevaldigt! Det blev fulgt godt med i alt, hvad de store gjorde - og alt deres super-seje legetøj skulle undersøges - fx her, hvor Nanja leger med Asgers politimotorcykel. Der var dog også tid til, at tage den lidt med ro - og Nanja nød virkelig at være sammen med Emma og Asger. Her kan man se et lille videoklip, hvor jeg kommer ind og overrasker børnene, der sidder alene og leger og storhygger!
Vi var også en tur i Aalborg Zoo, som prinsessen også virkelig var fornøjet over. Her er en video, hvor vi ser vi på søløven - og her er en, hvor vi klapper geder.

Så gik turen videre til Thy, hvor mormor og morfar utålmodigt ventede Nanja og hendes følge. Rigtig dejlig uge med afslapning, blandet vejr, hygge, forkælelse og god mad, som gik alt for hurtigt. Her kan man se en lang film, hvor Nanja pjasker med vand og gør sig klar til et bad i sommersolen. Nanjas morfar havde gravet en rigtig dejlig sandkasse til hende, og den blev også brugt flittigt - som man kan se på dette klip.

Søndag aften måtte forældrene tilbage til København, nattevagt og andet arbejde, mens Nanja forlænger ferien et par dage med maxforkælelse hos mormor og morfar... Tænk så stor hun er blevet! Siden hun for 3 uger siden fik dræn i ørene er hun eksploderet i ord og elsker at abe efter. Bil, sky og måge er topscorere for tiden, og dyrelydende er også kommet godt med. (På denne video prøver hendes far alt, hvad han kan, at få hende til at sige et lille "miav", men hun er mere optaget af noget andet...)
Hun har også fået smag for mælk (iblandet havregryn) til forældrenes store lettelse og er rigtigt god til at smage på det meste, selvom det ikke er så meget mad der finder nåde hos hendes kræsne gane. Og så har hun endeligt også fået 2'erne i undermunden og er således udstyret med hele 12 tænder, som man rigtig kan se, når hun charmer - som i denne video. Ak-ja. Helt vidunderlig - men slet ikke en baby mere...

Siska og David