Mere New Zealand

Lørdag 28/02/09
Videre igen næste dag – denne gang mod Queenstown. Queenstown er notorisk for al sin ekstremsport! Her kunne man lave alt, der fik pulsen op – river-rafting, offroad motercykelræs, paragliding, speedbåde og bungy jump (det var faktisk i netop denne by det allerførste kommercielle bungy-jump sted i sin tid åbnede).
Turen til adrenalin-mekkaet var utrolig smuk. Vi kørte igennem nogle imponerende bjergkæder (dem, der var Tågebjergene i Lord of Rings-filmene) og stoppede vores bilhjem og spiste frokost netop som vi kommet over en af toppene – og havde en storslået udsigt ud over Queenstown.
Byen lå malerisk på en tange – med vand på begge sider af byen. Der var en slags feriebyssteming over stedet, der på trods af sine mange ekstremsportsaktiviteter alligevel havde noget behageligt dovent over sig. På et hotel, der lå på en klippeskråning lidt udenfor byen, lejede vi (ret billigt) et helt hus (!), der havde en fantastisk udsigt ud over bugten. Kollagen var udsigten fra vores soveværelse. WOW!

Vi blev hjemme i vores dejlige hus og Jannik tilberedte den lammesteg, som vi havde købt flere dage forinden, og så sad vi ellers og sippede vin og nød solnedgangen fra første parket – igennem vores enorme panoramavinduer!

Søndag 01/03/09
Vi havde planlagt at se Milford Sound – men hvordan vi skulle komme derud, havde vi ikke helt besluttet endnu. Fjorden lå godt nok i tæt på Queenstown i fugleflugt, men skulle man køre derud, krævede det at man tog noget af en omvej langt mod syd. Da vores uendelige lange ferie nu pludselig ikke virkede så uendelig mere, havde vi faktisk besluttet, at vi ville hoppe ombord på en lille flyvemaskine og flyve direkte fra Queenstown til Milford Sound – og tilbage igen samme dag. Sådan skulle det dog ikke være. Da vi vågnede næste morgen, var det til en nedslående besked fra Hotelejeren: Han havde snakket med biksen, der arrangerede flyveturen, og de havde besluttet ikke at flyve pga for mange skyer...
Hernede på jorden var det dog fint vejr: selvom der nok var skyer, skinnede solen stadig frem mellem skyerne. Vi var dog fast besluttede på at Fjorden skulle ses – så vi besluttede at køre den godt 300 km lange tur. Men selvom turen endte med at tage omkring 5 timer, var den helt ubeskrivelig smuk. Efter at have spist forkost i Te Anau forlod vi ikke bare civilisationen – vejret slog også om og blev mere vådt. Vi bevægede os ind igennem et ubeskriveligt landskab bestående af knejsende, grønne, fugtige bjergsider spækket med vandfald og tæt regnskov, og vejen snoede sig med hårnålesving igennem det frodige og enorme vilnis. Pludselig fløj der en stor rovfugl direkte ind i forruden på vores bil! Ret overraskende og lidt skræmmende. Den lå og baskede lidt på køleren, men da vi stoppede bilen lidt efter hoppede den ned og flaksede væk. Forhåbentlig var den ok!
Det regnede gennemsnitligt 7 meter om året i Milford Sound – og det kunne fornemmes: luften var tung af støvregn og vanddis, og der var en næsten mytisk og majestætisk stemning over områdets vildskab. Det var ikke underligt, at instruktøren Peter Jackson havde valgt netop disse bjerge og disse skove som settingen til sin King Kong-film. Her en lille video.
Da vi nåede frem til Milford sound op ad den sene eftermiddag var disen tyk – og der hvilede en tæt tåge hen over fjorden. Planen var, at vi ville sejle ud på fjorden næste morgen, og vi havde fået en plads på den lille campingplads, der lå et par hundrede meter fra fjorden. Ud over et meget lille hostel – der var forbeholdt hikere, der havde taget turen over bjergene fra Queenstown – var campingpladsen den eneste mulighed for at overnatte i Milford Sounds, så efter vi havde spist på en lille cafeterialignende restaurant (også den eneste i bugten), gik vi til køjs i vores lille behjulede hjem!

Mandag 02/03/09
Da vi næste morgen – efter en hurtig morgenmad i vores mobile casa – tog ned til bådhavnen i fjorden, var der alligevel stimlet en stor mængde turister sammen. Der var vel 4-5 både, der skulle sejle den dag – hver med en 25-30 personer ombord. Da vi først havde kastet anker forsvandt de dog, så man følte sig alligevel ret alene i den store fjord.
Vejret var blevet meget bedre – tågerne var lettet (til at begynde med dog kun op til toppen af bjergkæden) og solen tittede ind i mellem frem bag skyerne. Og hvor var her smukt! Rudyard Kipling kaldte Milford Sound for verdens 8. vidunder, og som båden stille gled igennem det rolige vand, kunne man sagtens forstå hvorfor. Havde der været dusinvis af vandfald ned ad klippesiderne ved Frans Josef, var der her i bogstavligste forstand hundrede og atter hundrede af vandfald! Store, tynde, små , massive. Nogle var så høje, at vandet fordampede på vejen ned, så faldet pludslig forsvandt halvejs nede i et virvar af regnbuens farver. Vi sejlede helt tæt på et par af vandfaldene – og vandet blev opsamlet, så man kunne smage det. Det var iskoldt og havde en sødlig, men behagelig bismag. For at illustrere vandmassernes enorme kraft, sejlede kaptajnen skibet helt hen under et (ret lille) vandfald. Alle, der var modige nok, havde fået udleveret store regnfrakker og blev opfordret til at stille sig ud på dækket. Thea og jeg startede derude – men da vandmasserne for alvor begyndte at vælte ned, tog tog tilflugt indenfor. Thea blev dog stående, mens det brølede ned over hende!
I vandet fik vi et kort glimt af pingviner, der dog hurtigt svømmede væk, og på klipperne langs vandet gik mågerne dovent rundt mellem de solbadende søløver. Efter en times tid nåede båden helt ud til enden af fjorden, og vi skuede ud over det næsten uendelige hav, der først igen støtte på en kyst i Syd-Amerika – og da båden igen vendte om, blev jeg igen ramt af den uforklarelige ”glemte-land” stemning, som også havde ramt mig i gårdagens regntåger. Selvom solens stråler igennem skyerne nu vandrede hen over bjergsiderne og tågen efterhånden havde fortaget sig, følte man sig igen utrolig lille i den enorme uregerlige natur...
Her et par videoer fra turen:
Milford Sound 1
Milford Sound 2
Milford Sound 3
Milford Sound 4
Milford Sound 5

Da vi igen var kommet på land spiste vi en hurtig frokost og kørte de to timer tilbage til Te Anau. Det var en ret besynderlig oplevelse af tage turen tilbage. De scenerier, som havde gjort et så stort indtryk på mig dagen inden, virkede nu på en eller anden måde ikke helt så imponerende. Milford Sounds overjordiske skønhed fik simpelthen disse vidunderlige steder til at blegne! 
I Te Anau hoppede vi igen ombord på en båd og sejlede 45 minuter væk fra byen. Her lå indgangen til en 12000 år gammel hule, der strækte sig 6,7 km ind i bjergsiden. Gangene var blevet udhulet af vandmasser, der over tusinder af år havde gnavet sig igennem den hårde granit. I et lille hold på 10-12 personer blev vi nu ført igennem den første del af hulen. Turen gik forbi brølende vandfald og tyste underjordiske søer, indtil vi blev ført ombord i en lille båd. Mens lyset og lyden af vandmasserne bag os fortog sig, dukkede der et lyshav op over os. Tusindvis af små glimtende prikker – som stjerne på en en nattehimmel – hang overalt på klippehulens loft. Det var ”glow worms” – og målet for vores tur. Ormene lyste med deres bagender for at lokke vildfarende insekter ind i deres klistrede spindelvæv – men de slukkede deres lys, hvis de hørte ”mystiske” lyde, så hulen var ikke bare kulsort – den var også død stille.
Nanja sad hos mig i båden – og hun sad musestille (selvom jeg kunne mærke hendes hånd klemte lidt hårdere om min, da den sidste lystråle forsvandt). Og så et sted i mørket vendte vores guide båden og stangede os tilbage mod breden. Vandets brølen der et sted foran os tog igen til – samtidig med at, der blev længere mellem lysene over os. Pludselig vendte verden udfra tilbage og vi vandrede igen ud igennem tunnelgangene.
Tilbage i Te Anau fandt vi en hyggelig familie-unit, og efter et godt måltid besvimede vi i vores nyredte senge. Sikke mange oplevelser!


Tirsdag 03/03/09
Næste dag tog vi turen tilbage mod øst-kysten – nærmere bestemt Dunedin. Vi tog et langt træk og nåede hele vejen igennem byen og videre ud på den nærtliggende Otago-halvø, der kendt for sit rige dyreliv. Landskabet var meget anderledes her, hvor skove flere steder var blevet ryddet af de tidlige emigranter, for at give plads til marker. Det var en meget smuk tur ud ad Otago-halvøen, hvor vi havde en fabelagtig udsigt ud over vandet og kysten videre mod nord. Helt ude på den østlige spids af halvøen lå det egentlige mål for dagens tur: en albatroskoloni.
Kolonien var idag beskyttet – og de store fugle ynglede og levede på den ikke tilgængelige bjergside ud mod vandet. Heldigvis kunne man komme med op i et udkigstårn, der lå toppen af bjergsiden og kigge ud på de fascinerende fugle. Disse kæmper har et vingespan på over 3 meter, kan flyve over 200 km på ét døgn og er kendt for at blive til havs (dvs ikke sætte en fod på land) i op til 6 år! Fuglene kunne faktisk ligne enorme måger – havde det ikke været for for deres unaturlig lange vinger. Fuglene havde ligesom et ekstra led (eller faktisk udnyttede de bare dette led, som alle fugle har, men som andre altså ikke bruger som andet end en lille finger). Det betød at det næsten lignede en lille rejse-paraply, der blev klappet sammen, når fuglene skulle ”pakke” deres vinger sammen. Et par videoer blev der også taget:
Albatros 1
Albatros 2
Albatros 3

Klokken var blevet mange pga den lange køretur, så vi vente snuden mod vores lille B&B, som heldigvis lå lige ved siden af en hyggelig lille restaurant (hvor tjeneren straks satte en kasse med legetøj frem til Nanja).


Onsdag 04/03/09
Næste dag stod den på flere pingvinbesøg på Otago-halvøen. Første stop var et reservat for de meget sjældne gul-øjede pengviner. Langt de fleste pingviner er flokdyr. Det har der været mange gode grunde til: for det første er det lettere at holde varmen, når man kan rykke tæt sammen med nogle andre smokingklædte venner. For det andet er det lettere at forvirre diverse rovdyr, når man kan pile i 27 forskellige retninger. Men de guløjede pingviner er ikke flokdyr. På New Zealand har dyrene nemlig aldrig haft problemer med at holde varmen (tvært i mod bliver det tit alt for varmt for pingvinerne), og før den hvide mand satte sin fod på øerne, var der kun én eneste pattedyrsart i landet og det var en flagermus. Derfor var der heller ingen rovdyr, der jagede pingvinerne på landjorden. Så de guløjede pingviner holder sig for sig selv. Faktisk er de yderst territoriale – og nægter fx at parre sig, hvis der er andre, der ser på! Derfor skulle vi også holde os lidt i baggrunden. Det kunne man dog lket, for der var udgravet en sand labyrint af skyttegrave, der var overdækket med hønsenet og camoflagestof. Herfra – og fra nogle udvalgt udkigsposter – kunne man så observere de fascinerende dyr, der havde haft det hårdt efter den hvide mand var kommet til øen og havde fældet skoven og plantet marker. Dermed forsvandt pingvinernes læskjul – hvilket betød at færre ville parre sig (midt ude på en mark – det tror da pokker!) og de der parrede sig mistede mange unger, der simpelthen dehydrerede uden skygge for den skarpe sol. Nu så det imidlertid bedre ud – selvom koloniens ’venner’ stadig kæmpede en hård og ike altid succesfuld kamp for at få fuglene til at yngle her.

På vejen videre tilbage mod fastlandet kørte vi forbi strande, hvor søløverne slangede sig i solen. Det var tydeligt, at dyrelivet her på Otaga-halvøen virkelig var imponerende!

Men så gik turen ellers videre nordpå med et enkelt stop ved nogle mærkværdige, kulerunde Moeraki Boulders. Det var ret utrolig, at stenene var SÅ runde, og de havde ikke overraskende spillet en væsenlig rolle i de lokal Maori-stammers religion. Man ved, så vidt vi kunne finde ud af, stadig ikke præcis, hvorfor stenene ser ud som de gør.

Efter frokost ankom vi til byen Oamaru, hvor vi ville overnatte. Her lejede vi et helt lille hus (der lå på en enorm stejl bakke), og Nanja og jeg sprang ind og fik os en middagslur!
Om aftenen startede vi sportsvognen op og kørte den til havnen. Her ventede dagens anden pingvin-viewing: denne gang små, blå pingviner. Med en højde på kun 20-30 cm og en udpræget trang til at holde sammen i store grupper, var de blå pingviner meget anderledes end deres større, guløjede artsfæller. Nede ved stranden havde man sat store røde projektører op, der lyste ned over strandkanten. Pingvinerne havde nemlig en fantasisk evne til at skelne mellem blå nuancer (praktisk når man skulle fange fisk under vandet), men de kunne slet ikke se, den røde farve. For dem var det derfor bælgmørk – mens vi tilskuere sagtens kunne se dem. Og så kom de – i takt med at mørket fald på, stimlede de sammen ét skridt oppe på de store sten, der lå i vejkanten. Her ventede de. Ventede på, at en af dem var modig nok til at løbe de 10-15 meter der var fra vandkanten, over stenene, hen over en lille sti – og op i sikkerhed i pingvinhulerne. Komisk at se de små væsner stå og vente. Og da en af dem endelig gik – fulgte alle med i hans vandring, og først da de var sikre på, at han var kommet sikkert hjem, pillede alle afsted mod deres reder! Nanja synes de var søde, men var lidt træt af, at man skulle sidde stille...
På vejen hjem greb vi sandwiches fra Subway – og spiste derhjemme. Endnu en lang dag!


Torsdag 05/03/09
Næste dag skulle vi videre mod nord. Vi kørte mod Kaikoura, nord for Christchurch – den uofficielle whale watching-hovedstad i New Zealand. Vi håbede og krysede fingre for, at vejret ville være bedre, end det var, da vi sidst var her i området. Dengang var vandet for vildt til, at man kunne sejle ud.
Det var en god køretur, der tog det meste af dagen, men vi hyggede os og holdt nogle gode stop undervejs, så turen virkede ikke slem.
Da vi nåede frem til Kaikoura, virkede byen ret øde. Der var en del ”no vacancy” skilte, men man fornemmede, at det mere var fordi, B&B’erne var lukkede, end fordi de var fyldte. Vi fandt dog en dejlig lejlighed i første række (byen bestod hovedsageligt af én lang vej – så de meste var faktisk første række), som var spritny og rigtig lækker. Nanja hoppede på hoved i det store badekar (og var begejstret om end lidt skræmt over at det kunne lave bobler), og om aftenen spaserede vi ned på en restaurant for at smage en af områdets helt store specialiteter: cray fish – meget lækkert!


Fredag 06/03/09
Vejret var dejligt næste morgen – men på vej ned mod havnen, fornemmede vi godt, at det blæste noget. Og da vi kom helt derned, blev vores frygt bekræftet: der var høj sø – og de ville slet ikke have børn under 5 år med på båden. En højgravid som Siska var de heller ikke glade for – og det skulle først cleares med kaptajnen. Nu er det jo heller ikke nogen hemmelighed, at jeg selv ikke er særlig søstærk, så umiddelbart lød det da heller ikke helt festligt, at skulle ud og gynge i the perfect storm... :-p
Lidt slukørede gik vi væk – men vi besluttede hurtigt, at vi i stedet for bådturen ville tage den lidt dyrere og noget kortere helikoptertur! Først fløj Jannik, Cecilie og Thea – mens Siska, Nanja og jeg slumbrede solen i os på stranden (det var dejlig vejr herinde på kysten). Endelig blev det vores tur. Nanja sad igen på skødet af mig, da vi skød ud over vandet. Farvandet Kaikoura er specielt, ved at en meget dyr revle går helt ind tæt på kysten, og kombinationen af det lave og dybe vand, gør forholdene ideele for kaskelothvalers jagt efter føde. Vi så dog ikke meget til at begynde med... turen ville vare 30 minutter og efter 20 minutter, havde vi kun set den båd vi skulle have været med på blive kastet op og ned ad bølgerne neden under os. Nanja pillede lidt ved døren ved siden af os, og pludselig lykkedes det hende at åbne den nederste del af døren så underdelen klappede op – og hun blev ked af det, da jeg skælde hende ud (eller faktisk så jeg bare surt på hende, for man kunne overhovedet ikke tale pga rotorens larm), men idéen om at åbne døren i 30 meters højde – midt ude på vandet – tiltalte mig ikke fantastisk...
Til sidst var vi ved at gove op. Jeg havde affundet mig med tanken om, at vi ikke ville se nogen hvaler i dag – og glædede mig ved, at helikopterturen havde være sjov... og så kom de pludselig tilsyne fra dybet! Først én grå kæmpe, der dukkede op – fulgt af to delfiner. Et enormt vandsprøjt mod himlen! Så endnu en og en til – ogpludselig væltede de op, som om de havde taget en fælles beslutning om, at nu var det tid til en slurk luft! Det var meget, meget imponerende og en utrolig oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Stort øjeblik! Jeg fangede et par hvaler på video - det hele var dog ret meget mere fantastisk 'live':
Hvaler 1
Hvaler 2
Hvaler 3

(Da vi kom ind fik vi at vide, at båden var vendt tilbage før tid pga voldsom søsyge – og så var vi kun endnu mere tilfredse med vores helikoptertur!)

Sådan en dejlig oplevelse måtte rundes af med noget godt... så vi nåede liiige at smage på stedets berømte Crayfish én gang til: Fra en populær roadside restaurant tog vi lækre sager med hjem til vores dejlige lejlighed... uhm...

Og det var sidste nat på New Zealand. De 14 dage var forsvundet alt for hurtigt – og dog. Det virkede som meget, meget længe siden, at vi chartrede vores motorhome og begav os ud på eventyr – og der ville gå mange, mange dage endnu inden alle indtrykkende og oplevelserne var blevet bearbejdet færdigt. Sikke en vidunderlig først del !
Næste dag skulle vores rejse fortsætte til Australien!