Vaek fra turist-land igen
Hun Hin var - da det kom til stykket - ret turistet. Stedet mindede paa mange maader om Ao Nang - bortset fra, at gennemsitsalderen paa turisterne her nok var 20 aar aeldre. En slags Thailandsk Mallorca. Der var dog nogle fantastisk laekre fiskerestauranter - og da der var restauranter meget taet paa vores hotel, kunne Nanja ligge med babyalarm, mens vi hyggede os. Det fungerede rigtigt godt.
Vi blev i Hua Hin 2 dage og tog saa videre mod nord. Naeste stop var Phetchaburi - en by kendt for sine fantastiske hule-templer. Og hvis Hua Hin havde vaeret turistet, var Phetchaburi det i hvertfald ikke! Vi fandt et dejligt "luksus" hotel, som laa lidt ude for centrum. Stedet mindede lidt om det sted, vi boede i Nahon Si Tamarat: et hotel Texan style - bare en del mere slidt i hjoernerne, og med et personale, der kunne meget, meget lidt engelsk.
Lige da vi ankom til hotellet, var det ellers fyldt med mennesker. Ca 100 asiatiske (maaske korianske?) turister var i gang med at tage for sig af den store og faktisk ret laekre buffet. Det viste sig at vaere passagererne paa en 5-6 turistbusser, der sikkert havde set byens templer om formiddagen, og nu var stoppede her paa hotellet for at spise frokost.
Lige saa snart frokosten var forbi, forsvandt de alle dog igen - og vi var stort set alene i byen.
Vi havde besluttet, at vi ville gemme huletemplerne til den naeste dag - og valgte istedet at besoege byens anden store attraktion - det lille bjerg Khao Wang, der husede et af den royale families tidligere paladser (nu museum) og et vidunderligt groent omraade.
Man tog en lille "cabel car" op til toppen, hvor vi blev moedt af et enormt antal aber - og skilte, der advarede mod abernes tyvagtighed! Mange af de roedmaasede vaesner, sad da ogsaa tilfredst i traetoppene med vandflasker, halvfyldte slikposer og andet, som tidligere havde tilhoert turister...
Det groenne omraade omkring paladset var fantastisk smukt, men meget bakket, og det var ret anstrengende at traekke klapvognen op og ned af de mange trapper. Bedre blev det ikke af, at den lille prinssesse ikke rigtigt gad sightseeing, men vist hellere ville ligge hjemme paa hotellet og smaaslumre med en brystvorte i munden...!
Men da hun langt om laenge faldt i soevn, kunne vi rigtigt nyde udsigten. Den dag var (paa dette tidspunkt) naermest skyfri, saa der var en fantastisk udsigt fra bjergtoppen, der laa midt i et ellers meget fladt omraade.
Selve paladset var ret smaat (det havde med garanti faaet den portugisiske kongefamilie til at traekke overbaerende paa smilebaandet), men det var sjovt at kigge ind i rummene og se, hvordan en thailandsk kongefamilie boede for godt 100 aar siden.
Paa vejen hjem begyndte det at styrte ned - saa vi var godt gennembloedte, da vi endelig naaede hjem.
Naeste dag tog vi ud til Khao Luang - det ene af de to huletempler. Og hold da op, hvor var det fantastisk! Enorme grotter, plastret til med buddhastatuer. I loftet var der nu og da kighuller i loftet, hvor lyset stroemme ind og gav templet et sandt overnaturligt skaer. Ikke underligt, at munke i sin tid valgte netop dette sted til at vaere deres gud naer!
Det andet huletempel hed Khao Bandai It og var ret anderledes end Khao Luang. Det var et naermest labyrintisk hulesystem af smaa templer og helligdomme. Indimellem maatte man bukke sig for at klemme sig igennem en af de spraekke, der delte det ene rum fra det andet - og 3-4 meter over os hang der hundredevis af flagermus og sov. Vi var godt tilfredse med, at det ikke var her Nanja besluttede sig for at skrige...
Bagefter tog vi en tuk-tuk ind til by-midten, og her slog det os igen, hvor faa turister Phetchaburi ser. Ganske vist droenede der om morgenen store turistbusser ud til Khao Wang og sikkert ogsaa Khao Luang, men de droenede aabenbart blot afsted igen og naaede aldrig ind i bymidten - og det saa man tydeligt. Ud over bagsmaekken paa tuk-tuken saa vi en stoevet, men levende provinsby. Vejskilte og butiknavne var kun paa thai - og hvis Nanja havde vaeret en stor attraktion foer, saa var hun en sand sensation her!
Vi vandrede igennem byen og saa nogle af de mange fantastiske (normale) templer, der laa spredt over byen paa naermest hver eneste gadehjoerne - inden turen tilsidst gik hjemad. Om aftenen spiste vi paa hotelletes restaurant (mens Nanja sov paa vaerelset). Her blev vi vidne til, hvordan de lokale thaier holder fest! En af de lokale politimaend skulle pensioneres, og hans kolleger havde lejet sig ind paa hotellet, hvor de spiste, drak og sang en helt masse karaoke! :-)
Naeste dag havde vi booket en taxi igennem hotellet, som koerte os til Damnoen Saduak, der ligger ca. 150 kilometer uden for Bangkok - og som er hjem for de beroemmede "floating markets". Vi havde laest i vores guidebog, at man skulle overordenligt tidligt op, hvis man ville se, hvordan markedet egentlig var - for fra kl 9 om morgenen, naar turistbusserne vaeltede ind, blev markedet til en ren turistfaelde. Vi tog derfor til byen allerede dagen foer - og overnattede paa hotellet Noknoi, hvor personalet var overordenligt soede - og det var saa det bedste man kunne sige om det sted - Damnoen Saduak var tydeligvis heller ikke gearet til at have overnattende gaester.
Men det viste sig at vaere den perfekte maade at opleve markedet paa. Naeste morgen kl 7 tog vi ned til kanalerne, hvor vi havde lejet en baad (med styrmand) og saa sejlede vi rundt i de smaa kanaler - alene sammen med 100-vis af thaikvinder, der solgte frugt, groentsager og saa naturligvis mad! Vi koebte stegte nudler af en dame, der havde hele koekkenet med paa sin lille baad. Tiden gik mens vi sejlede ned ad kanalerne og langsomt begyndte turistbods-baade at dukke frem, mens frugtbaadene blev faerre og faerre. Klokken 9 - da vi var paa vej tilbage - begyndte turisterne saa at stroemme ind...
Saa tog vi saa endelig til Bangkok! Og det er virkelig en storby: vi startede med at sidde i koe i trafikken i 45 min...! Vi boer paa Reno Hotel (lige ved Siam Square) - skraemmende og behageligt taet paa alle shoppingcenterne!
I dag var vi ude og se et enormt marked (kun aabent i weekenden), hvor man kunne koebe alt lige fra toej og moebler til hundehvalpe og toejklemmer! Jeg skal nok vende tilbage med mere fra Bangkok - men nu har jeg skrevet i 100 aar, og jeg maa hellere komme tilbage til mine dejlige piger, som har taget en lur paa vaerlset, mens jeg har vaeret vaek.
Knus til alle,
David
Vi blev i Hua Hin 2 dage og tog saa videre mod nord. Naeste stop var Phetchaburi - en by kendt for sine fantastiske hule-templer. Og hvis Hua Hin havde vaeret turistet, var Phetchaburi det i hvertfald ikke! Vi fandt et dejligt "luksus" hotel, som laa lidt ude for centrum. Stedet mindede lidt om det sted, vi boede i Nahon Si Tamarat: et hotel Texan style - bare en del mere slidt i hjoernerne, og med et personale, der kunne meget, meget lidt engelsk.
Lige da vi ankom til hotellet, var det ellers fyldt med mennesker. Ca 100 asiatiske (maaske korianske?) turister var i gang med at tage for sig af den store og faktisk ret laekre buffet. Det viste sig at vaere passagererne paa en 5-6 turistbusser, der sikkert havde set byens templer om formiddagen, og nu var stoppede her paa hotellet for at spise frokost.
Lige saa snart frokosten var forbi, forsvandt de alle dog igen - og vi var stort set alene i byen.
Vi havde besluttet, at vi ville gemme huletemplerne til den naeste dag - og valgte istedet at besoege byens anden store attraktion - det lille bjerg Khao Wang, der husede et af den royale families tidligere paladser (nu museum) og et vidunderligt groent omraade.
Man tog en lille "cabel car" op til toppen, hvor vi blev moedt af et enormt antal aber - og skilte, der advarede mod abernes tyvagtighed! Mange af de roedmaasede vaesner, sad da ogsaa tilfredst i traetoppene med vandflasker, halvfyldte slikposer og andet, som tidligere havde tilhoert turister...Det groenne omraade omkring paladset var fantastisk smukt, men meget bakket, og det var ret anstrengende at traekke klapvognen op og ned af de mange trapper. Bedre blev det ikke af, at den lille prinssesse ikke rigtigt gad sightseeing, men vist hellere ville ligge hjemme paa hotellet og smaaslumre med en brystvorte i munden...!
Men da hun langt om laenge faldt i soevn, kunne vi rigtigt nyde udsigten. Den dag var (paa dette tidspunkt) naermest skyfri, saa der var en fantastisk udsigt fra bjergtoppen, der laa midt i et ellers meget fladt omraade.
Selve paladset var ret smaat (det havde med garanti faaet den portugisiske kongefamilie til at traekke overbaerende paa smilebaandet), men det var sjovt at kigge ind i rummene og se, hvordan en thailandsk kongefamilie boede for godt 100 aar siden.
Paa vejen hjem begyndte det at styrte ned - saa vi var godt gennembloedte, da vi endelig naaede hjem.
Naeste dag tog vi ud til Khao Luang - det ene af de to huletempler. Og hold da op, hvor var det fantastisk! Enorme grotter, plastret til med buddhastatuer. I loftet var der nu og da kighuller i loftet, hvor lyset stroemme ind og gav templet et sandt overnaturligt skaer. Ikke underligt, at munke i sin tid valgte netop dette sted til at vaere deres gud naer!
Det andet huletempel hed Khao Bandai It og var ret anderledes end Khao Luang. Det var et naermest labyrintisk hulesystem af smaa templer og helligdomme. Indimellem maatte man bukke sig for at klemme sig igennem en af de spraekke, der delte det ene rum fra det andet - og 3-4 meter over os hang der hundredevis af flagermus og sov. Vi var godt tilfredse med, at det ikke var her Nanja besluttede sig for at skrige...
Bagefter tog vi en tuk-tuk ind til by-midten, og her slog det os igen, hvor faa turister Phetchaburi ser. Ganske vist droenede der om morgenen store turistbusser ud til Khao Wang og sikkert ogsaa Khao Luang, men de droenede aabenbart blot afsted igen og naaede aldrig ind i bymidten - og det saa man tydeligt. Ud over bagsmaekken paa tuk-tuken saa vi en stoevet, men levende provinsby. Vejskilte og butiknavne var kun paa thai - og hvis Nanja havde vaeret en stor attraktion foer, saa var hun en sand sensation her!
Vi vandrede igennem byen og saa nogle af de mange fantastiske (normale) templer, der laa spredt over byen paa naermest hver eneste gadehjoerne - inden turen tilsidst gik hjemad. Om aftenen spiste vi paa hotelletes restaurant (mens Nanja sov paa vaerelset). Her blev vi vidne til, hvordan de lokale thaier holder fest! En af de lokale politimaend skulle pensioneres, og hans kolleger havde lejet sig ind paa hotellet, hvor de spiste, drak og sang en helt masse karaoke! :-)Naeste dag havde vi booket en taxi igennem hotellet, som koerte os til Damnoen Saduak, der ligger ca. 150 kilometer uden for Bangkok - og som er hjem for de beroemmede "floating markets". Vi havde laest i vores guidebog, at man skulle overordenligt tidligt op, hvis man ville se, hvordan markedet egentlig var - for fra kl 9 om morgenen, naar turistbusserne vaeltede ind, blev markedet til en ren turistfaelde. Vi tog derfor til byen allerede dagen foer - og overnattede paa hotellet Noknoi, hvor personalet var overordenligt soede - og det var saa det bedste man kunne sige om det sted - Damnoen Saduak var tydeligvis heller ikke gearet til at have overnattende gaester.
Men det viste sig at vaere den perfekte maade at opleve markedet paa. Naeste morgen kl 7 tog vi ned til kanalerne, hvor vi havde lejet en baad (med styrmand) og saa sejlede vi rundt i de smaa kanaler - alene sammen med 100-vis af thaikvinder, der solgte frugt, groentsager og saa naturligvis mad! Vi koebte stegte nudler af en dame, der havde hele koekkenet med paa sin lille baad. Tiden gik mens vi sejlede ned ad kanalerne og langsomt begyndte turistbods-baade at dukke frem, mens frugtbaadene blev faerre og faerre. Klokken 9 - da vi var paa vej tilbage - begyndte turisterne saa at stroemme ind...Saa tog vi saa endelig til Bangkok! Og det er virkelig en storby: vi startede med at sidde i koe i trafikken i 45 min...! Vi boer paa Reno Hotel (lige ved Siam Square) - skraemmende og behageligt taet paa alle shoppingcenterne!
I dag var vi ude og se et enormt marked (kun aabent i weekenden), hvor man kunne koebe alt lige fra toej og moebler til hundehvalpe og toejklemmer! Jeg skal nok vende tilbage med mere fra Bangkok - men nu har jeg skrevet i 100 aar, og jeg maa hellere komme tilbage til mine dejlige piger, som har taget en lur paa vaerlset, mens jeg har vaeret vaek.
Knus til alle,
David
0 Comments:
Post a Comment
<< Home