Turen gaar videre...

Ao Nang - turistfaelden - klappede om os, og vi endte med at bruge flere dage der, end vi havde forestillet os! Men det var et nemt sted, at have en barnevogn med, og restauranter var der masser af - og flere af dem var super-gode.

Vi brugte en formiddag paa at tage paa elefanttrekking, hvor vi red paa den gamle, godmodige elefant, Pet. Det var en hyggelig formiddag - selvom Nanja var noget mindre fascineret at elefanten, end vi havde regnet med. Maaske kunne hun ikke helt forstaa, at noget saa stort rent faktisk var levende!




Om eftermiddagen den samme dag tog vi ud til et naerliggende skov-tempel, Tiger Cave Temple, som var bygget ind i frodig, klippevaeg - i en hule, der havde vaeret beboet af tigere.
Selve templet var ikke vildt imponerende, men det var tilgaengaeld omgivelserne: lidt bag templet gik en trappe op, op og op over bjergsiden - og paa toppen (hvor man kunne puste lidt ud paa en baenk) gik det saa skarpt ned - direkte ned i junglen. Det her var en rigtig regnskov: Vild, ufremkommelig, frodig, larmende af insekter og - naa ja, naturligvis - dryppende efter et regnskyl!
En lille sti loeb i udkanten af junglen ved siden af klippevaeggen, hvor et utal af huler laa side om side. Nogle var dybe og uhyggelige - i andre havde de budistiske munke bygget baade smaa og store shrines, hvor de kunne praktisere deres religion i ensomheden.
Og stille og oede var der. Vi var de eneste, der gik rundt i hulerne og ind i junglen. Vildt spaendende og stemningsfyldt. Efter at have gaaet i 30-40 min. (med Nanja i baeresele) drejede stien pludslig direkte ind i jungle - og kort efter begyndte det at styrte ned! Vi var dog i lae af alle regnskovens blade og blev faktisk ikke det mindste vaade. Men regnskovsoplevelsen blev forstaerket mange gange: regnens trommende lyde paa de mange millioner blade lagde et sloer omkring os. Insekternes vilde, fremmedartede larm tog voldsomt til, og vi begyndte at spekulere paa, om den sti vi var paa, mon nogensinde ville slutte - og hvis den sluttede, om den saa ville goere det et bare lidt civiliseret sted, eller om vi skulle vende om, mens tid var...? Det var ubeskriveligt - og vejen sluttede jo (som man nok kunne forestille sig) paa en maade, saa man igen steg ud af regnskoven og ud i den normale verden. Uden regnskovens daekke blev vi dog helt fuldstaendigt gennembloedte. Det blev dog foerst koldt, da vi satte os ind i den air-conditionerede minivan, som havde koert os derud. Sikke en tur! :)

Dagen efter skulle vi have vaeret paa tur til Phi Phi oeerne, men vejret var ikke paa toppen, saa vi besluttede os til at aflyse det. I stedet fik vi en god slapper-dag. Vi moedte et par danskere paa en restaurant, som gav os et par tip om Ko Lanta (som vi havde snakket om at tage til) og om Bangkok. Raadene variede en del (!) i kvalitet (bl.a. roste de i hoeje toner et pizzaria paa Lanta, hvor man kunne faa pizzaer der var naesten lige saa gode som derhjemme), men vi tog det af det til os, som vi foelte vi kunne bruge.

Naeste dag blev turen til Phi Phi aflyst endnu engang, saa vi besluttede os for at fortsaette vores lille odysse. Siska havde fundet en folder paa et ultra-luxus resort, som laa paa Koh Lanta - og nu traengte vi til noget luxus efter at have boet ultra-billigt (og ganske vist godt) i Ao Nang!

Vi bookede plads i en minivan, og saa gik turen ellers mod syd til Koh Lanta! Da vi ankom var vejret blevet godt - og stedet her ervirkeligt et luxus-resort! Super gennemfoert fra yderst til inderst (med et pragtfuldt badevaerelse uden tag, saa man bader i det fri), og da vi er de eneste gaester her fungerer de 6-7 ansatte her som vores personlige tjenere. De er uanmindelig soede og hjaelpsomme (selvom de naeste ikke taler noget engelsk), og de staar paa hovedet for, at vi skal foele os tilpas. Ah... Det er livet! :)

David